Benjamin Tahirovic er tilbage i varmen i Brøndby.
Torsdag erfarede TV 2 Sport, at bosnieren havde undskyldt for den situation, der i sin tid sendte ham ud i kulden, og fredag bekræfter Steve Cooper, at bosnieren igen indgår på lige fod med resten af truppen.
Det sker i et interview med Bold og øvrige medier efter fredagens træningspas.
- Jeg har været meget klar og åben over for alle omkring nogle af de standpunkter, vi måtte tage for lidt tid siden. Det er to meget forskellige situationer - det eneste, de har til fælles, er timingen, indleder Cooper med henvisning til, at Klaiber og Tahirovic blev udeladt fra truppen på samme tid.
Nu har Tahirovic' situation så ændret sig.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Benjamin er kommet tilbage fra landsholdstjeneste, og det har altid været vores intention at tage fat i hans situation. Det har vi gjort nu, og han har taget ansvar for ikke at leve op til visse standarder, som jeg ikke vil være mere konkret omkring.
- Han har talt med mig, med staben og vigtigst af alt alle hans holdkammerater om situationen. Det blev gjort i den rigtige tone, og nu er han tilbage i truppen og til rådighed. Der er trukket en streg i sandet, men i forhold til Sean er der ingen ændringer.
Hvordan har Benjamin taget ansvar?
- Han har taget ejerskab over det, der skete. Han har indset det faktum, at han kunne have gjort det bedre. Det er okay, at han begik en fejl - det kan ske for alle. Nu lærer han forhåbentlig af det.
- Måden, han talte foran hele truppen i går, var ret stærk i min optik. Lad os håbe, at han kommer videre på en stærk måde. Nu skal vi kigge fremad. Det eneste, vi alle sammen kan gøre nu, er at lade fødderne tale, siger Steve Cooper.
Benjamin Tahirovic var med i hele fredagens træningspas i Brøndby. Han har ikke været i kamp for de blå-gule siden 1. marts, hvor klubben spillede 1-1 på udebane mod FC Midtjylland.
Søndag lader det så til, at han kan gøre comeback, når netop FCM gæster Brøndby Stadion.
Sean Klaiber, der i samme periode som Tahirovic har været ude i kulden, står til gengæld stadig uden for truppen.

Midtjysk derby sender matchbold til AGF
Hattrick | Afsnit 75Der var mål, fejl og masser af drama, da det midtjyske derby leverede en vild 3-3’er - og det kan få betydning for guldkampen.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga





































