

Det kan gå stærkt i fodbold. Det kan Kathrine Kühl skrive under på.
Før denne landsholdssamling blev hun droppet af den nye landstræner, Jakob Michelsen, så hun måtte nøjes med en tur på U23-landsholdet.
Kühl havde ellers været fast på landsholdet i flere år, men nu var hun lige pludselig ikke en del af holdet længere.
Et afbud fra Karen Holmgaard åbnede dog døren for Kühl, som så alligevel kom med landsholdet.
I Parken tirsdag aften viste Kühl, at Michelsen godt kan regne med hende, da hun scorede i 2-0-sejren over Finland.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det beskriver bare fodbold på en prik. Det kan gå fra den ene dag til den anden. Man kan være helt nede i kulkælderen, og så kan man score i Parken ti dage efter.
- Man må bare være klar, når chancen byder sig. Der er ikke tid til at surmule eller noget.
- Så jeg er bare mega glad for, at jeg har fået chancen, siger Kathrine Kühl til Bold og den øvrige presse.
Surrealistisk med mål i Parken
Landstræner Jakob Michelsen var da også godt tilfreds med Kühl.
Inden interviewet med Bold tog han fat i Kühl og gav hende en 'high-five' efter det flotte indhop.
Kühl kunne da heller ikke skjule glæden efter præstationen og sejren i Parken.
- Jeg har det godt. Det er fedt at være i Parken, og vi er bare glade allesammen.
- Jeg er lidt tom for ord lige nu, kan jeg mærke. Det er mega fedt og stort.
Hvordan kan det være, at du er tom for ord?
- Jeg scorer ikke så tit, så det er lidt surrealistisk, når jeg scorer et mål. Det var oveni købet i Parken, så det er lidt dobbelt-effekt.
- Jeg er mega glad, siger Kathrine Kühl med et endnu større smil.

Kathrine Kühl har nu spillet 50 kampe for Danmark. Scoringen mod Finland var hendes tredje i rødt og hvidt.


Danmark (k)
UEFA Nations League A







































