Mads Lyng er havnet i en 'ny verden'.
Han er godt nok stadig en del af fodboldverdenen efter afskeden med OB. Han er faktisk stadig træner, da han står i spidsen for det danske U19-landshold som landstræner.
Men det er på mange måder en anden tilværelse for Lyng.
- Ja, bestemt. Jeg var meget spændt på at træde ind i det, fordi det er jo en anden måde at arbejde på. Jeg arbejder meget selvstændigt, og jeg arbejder hjemmefra.
- Jeg har nogle gode kolleger i landstrænergruppen, og vi mødes da hos DBU nogle gange, men jeg skulle selv finde min vej i det, som driver mig. Det har altid været kampene og at skabe resultater. Det er der kommet færre af nu.
- Jeg skulle finde ud af, hvordan jeg skulle være i det. Det har været en fornøjelse at være afsted med spillerne og lede dem og folk i staben, som jeg har haft med, siger Mads Lyng til Bold.
Lyng har tidligere været forbi AC Horsens, Randers FC og senest OB i forskellige roller.

Foto: OB
Han har derfor været vant til en hverdag, hvor man jagtede resultater hele tiden. Nu er det dog noget andet i DBU, og det er da også en forskel, som Lyng kan mærke.
- Det er uden tvivl fraværet af det konstante pres, der er, for at man skal vinde næste weekend. Det har drevet mig før, så det har på godt og ondt været en omvæltning for mig ved det her job.
- Så har jeg jo ikke været cheftræner, inden jeg landede det her job. Det er et specielt job, men det er altså et job som cheftræner, hvor jeg skal lede nogle mennesker, som jeg nu har ansvaret for.
- Det har jeg set frem til længe at få lov til at prøve kræfter med. Det er også en omvæltning for mig i forhold til, at det nu er mig, som trykker på knapperne for, hvordan jeg vil have tingene skal gøres.
En stor ære
Mads Lyng tiltrådte som landstræner for U19-landsholdet tilbage i sommer, og siden har han ført de danske talenter frem til UEFA Elite Round.
Det er sidste stop inden EM-slutrunden næste sommer.
For mange af de danske spillere er en slutrunde noget af det største, og det er ligeledes tilfældet hos landstræneren.
- Man skal ikke underkende værdien af at få lov til at være træner for de bedste spillere i et land. Der er selvfølgelig forskel fra A- U21- og så ned, men jeg er stadig træner for et landshold.
- Når jeg er på et landshold, er det også en ære for mig at få lov til at repræsentere mit land på den måde. Det vil være en stor, stor ære for mig at stå til en EM-slutrunde med de her spillere, hvor vi har opnået det her sammen.
- Det er en EM-slutrunde med kun otte hold. Så det vil være en stor ære og noget, som jeg virkelig vil kunne sætte flueben ved i resten af mit liv og min trænerkarriere, at man har opnået det.
Dermed er det også en stor oplevelse for Lyng, hvis Danmark lykkes med at kvalificere sig til EM næste sommer.
- Det er det for mig, og det er det for spillerne.
Mads Lyng ved allerede nu, hvem som står i vejen for, at Danmark kvalificerer til U19-EM.


Danmark U19































