Fredag aften tog det danske U21-landshold hjemme mod Østrig i kvalifikationen til EM.
Til opgøret valgte landstræner Lars Knudsen at spille med Oscar Højlund i midterforsvaret, en noget uvant rolle for Frankfurt-spilleren, der normalt huserer på midtbanen.
Efter kampen forklarede Knudsen, at beslutningen blandt andet var truffet ud fra Højlunds boldsikkerhed og evne til at bidrage længere fremme på banen.
- Vi har spillet med nogle rotationer i vores hold, så når vi har bolden, så ser vi ud på en måde. Når vi forsvarer, så ser vi ud på en anden måde, fortalte Lars Knudsen til Bold efter kampen og fortsatte.
- En af tankerne med at sætte Oscar derned var, at Oscar er stærk i det defensive, og han er også dygtig på bolden. Derfor kunne vi bruge ham længere frem på midtbanen, når vi selv havde bolden.
Artiklen fortsætter efter billedet

Lars Knudsen roste især Højlunds spil med bolden, men understregede også, at den unge dansker leverede en solid indsats i det defensive.
- Så hjalp han os også til at forsvare godt, så det var egentlig det, der var rollen for ham.
Generelt var landstræneren tilfreds med indsatsen fra flere spillere.
- Jeg synes Oscar, men også mange andre, leverede en ganske udmærket præstation.
- Det, som vi savnede, var at levere noget mere på den sidste del af banen. Det skal vi have kigget på, afsluttede Lars Knudsen.
Det danske U21-landsholds næste opgave er på tirsdag, hvor de møder Belgien på udebane.


Danmark U21


































