18. november 2024.
Så langt skal man tilbage i tiden for at finde Yussuf Poulsens seneste landskamp for Danmark.
Den danske angriber har været en stor profil i rødt og hvidt gennem årene, hvor han har repræsenteret Danmark 86 gange.
Men skader har siden holdt ham væk fra truppen.
Tilbage i november var Poulsen faktisk tilbage, da han blev udtaget af landstræner Brian Riemer, men kort tid efter blev Hamburger SV-anføreren igen ramt af en skade og måtte melde afbud.
Poulsen har dog ikke opgivet det danske landshold.
- Jeg savner at være med landsholdet, det gør jeg. Nu har jeg ikke været med i et stykke tid. Jeg var jo udtaget i november, men blev skadet. Det kunne også godt være, at jeg måske havde været en mulighed i marts, hvis jeg ikke havde været skadet der.
- Jeg tror stadig kun, at der har været en enkelt gang, hvor jeg ikke har været skadet, hvor jeg så ikke har været udtaget.
- Så for mig er jeg ikke der, hvor jeg ikke føler mig som en landsholdsspiller, siger Yussuf Poulsen til Bold og den øvrige presse.

Det er ikke slut
Nu begynder en ny kvalifikation, hvor Danmark skal forsøge at revanchere sig efter den skuffende VM-fuser.
Det er en rejse, som Yussuf Poulsen gerne vil være med på, men Hamburger SV-stjernen ved da også godt, at han ikke kan udtage sig selv.
- Hvad end Brian (Riemer, red.) tænker nu, om der skal bygges et nyt hold op. Der er også mange af de andre landsholdsspillere, som er over 30 år, der har sagt, at de ikke vil mere. Men sådan har jeg det ikke.
- Jeg ved også godt, at hvis Brian siger, at der ikke skal være nogen over 30 år med i truppen, så er det bare sådan, at det er. Men fodbold går hurtigt.
- Jeg har tidligere set nogen, som ikke havde været med i et stykke tid, men så fandt man ud af, at man havde mange skader eller manglede kvalitet, og pludselig var man med alligevel.

Poulsen husker selv en situation med Michael Krohn-Dehli, som var væk fra det danske landshold i over et år tilbage i 2018.
- Han kom med til slutrunden alligevel som 36-årig. Så jeg er ikke der, hvor jeg føler, at det er slut, siger Yussuf Poulsen, der i dag er 32 år.
EM 2028 i sigte
Jannik Vestergaard, Christian Nørgaard og Kasper Schmeichel.
Det er de spillere, som i den seneste tid har valgt at takke af på det danske landshold.
Men det har ikke sat de samme tanker i gang hos Yussuf Poulsen, selv om han har set flere tidligere landsholdskammerater melde deres stop i rødt og hvidt.
- Jeg ved godt, at jeg ikke kommer til at spille VM mere, højst sandsynligt. Men det er en prioriteringssag for folk. Jeg forstår godt dem, der vælger at gøre det (stoppe på landsholdet, red.).
- Men der er en del af dem, der er en smule ældre end mig. Det er jo kun 'Nør', der er min årgang. Jannik er to år ældre, mens Schmeichel også er ældre. Så på den måde er jeg jo stadig den yngste årgang af dem, der kommer til at stoppe.
Her fremhæver Poulsen blandt andre Pierre-Emile Højbjerg, som er anfører på det danske landshold.
- Pierre er kun et år ældre end mig. Vi har spillet sammen i hele vores ungdomstid, og Pierre er ikke i gang med at stoppe, og det er der heller ikke nogen, som synes, at han skal.
Dermed brænder Poulsen stadig for det danske landshold og har ingen intentioner om selv at stoppe landsholdskarrieren.
- Jeg vil bare gerne spille fodbold så lang tid og på så højt et niveau som muligt. Og hvis jeg stadig er interessant for en landstræner, vil jeg også gerne spille på landsholdet.
Så drømmescenariet er, at vi to mødes til EM i 2028, hvor du er udtaget?
- Ja. Vi skal i hvert fald kvalificere os. Om det så bliver med eller uden mig, men jeg vil gerne blive ved, afslutter Yussuf Poulsen.
I øjeblikket finder Yussuf Poulsen sig i Danmark sammen med Hamburger SV. Bundesliga-klubben er taget på træningslejr i Helsingør.


VM Morgenbriefing: Frankrig klar til endnu en semifinale
Hattrick | Afsnit 143Frankrig lod aldrig Marokko tro på revanche og bookede en plads i VM-semifinalen.
Læs mere

Danmark






























