Den 25-årige forsvarer Viktor Tranberg har valgt at forlade Esbjerg fB efter lidt over tre år i klubben.
Han har faktisk valgt at stoppe fodboldkarrieren helt grundet en alvorlig hofteskade.
Tranberg nåede at opleve lidt af hvert i den vestjyske klub med blandt andet skiftende trænere og kaos, og han siger til bold.dk, at det har været nogle meget vilde år i Esbjerg fB.
- Jeg står helt overordnet set og synes, at jeg har fået en masse fede oplevelser. Selvom det har været nogle fuldstændig vanvittige år, så er det en del af en helhed og en oplevelse, som man tager med videre.
- Jeg har haft det sjovt, mødt en masse skønne mennesker og fået en masse fede oplevelser. Jeg er kommet derfra med en masse i rygsækken, siger Viktor Tranberg til bold.dk.
Der har jo været meget uro i Esbjerg. Hvordan påvirkede det dig?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det var en omvæltning. Jeg kom fra den bedst kørende fodboldklub i Danmark FC Nordsjælland, og de har et fasttømret koncept. Så kom jeg til Esbjerg, hvor jeg har haft en 10-11 trænerskifter. Så der har ikke været ro på noget tidspunkt.
- Det har også været en oplevelse. Jeg tager det hele med. Det har været en tid med en masse bølgedale og op- og nedture. Der har været masser af uro, men det er en oplevelse, som man tager med sig resten af livet.
På godt og ondt
Det har hverken været trist eller forfærdeligt for Tranberg at være i klubben, fastslår han. Tranberg havde dog ikke regnet med at skulle igennem så meget tumult i Esbjerg fB.
- Selvfølgelig kan man altid se tilbage på, om det er noget, der kunne været gjort sportsligt klogere. Nu var det sådan, at jeg valgte Esbjerg, fordi de lige havde vundet bronze.
- Der var ikke nogen, der kunne have forudset, hvad der ville have sket. Nu skete det, som det skete. Jeg må tage det positive med derfra. Det har været nogle vilde år på godt og ondt.
Udover at være en del af Esbjerg, så kan han også skrive Superliga-kampe for FC Nordsjælland samt Allsvenskan-opgør for Örebro på CV’et. Når han skal fortælle om karrierens højdepunkt, så er han ikke i tvivl.
- Det var fedt at vinde bronze i FC Nordsjælland. Der var der rigtig meget, der spillede. Det var med en masse unge spillere, som man havde spillet med i mange år.
- Det var nok det fedeste. Man følte, at man var med til at gøre noget fedt med dem, som man holder af, siger Viktor Tranberg til bold.dk.
Esbjerg indtager andenpladsen i 2. division, men holdet er a point med Aarhus Fremad, der topper rækken.

Esbjerg fB
CampoBet 2. division
































