FC København har tirsdag eftermiddag offentliggjort, at klubben etablerer nye træningsfaciliteter.
FC København skriver, at etableringen sker i samarbejde med moderklubben KB, og at de nye træningsfaciliteter også kommer til at ligge på KB’s eget anlæg.
På hjemmesiden skriver FCK, at det har været en meget høj prioritet at opgradere faciliteterne til klubbens førstehold hurtigst muligt.
Forarbejdet til projektet er gået i gang, og byggeriet kommer til at foregå i løbet af efteråret.
Selve bygningen, som klubben er i gang med at bygge, kommer til at ligge med direkte adgang til klubbens træningsbaner.
Ifølge FC Københavns hjemmeside bliver bygningen i tre etager og kommer til at indeholde opgraderede omklædningsrum, restaurant, player lounge og mødelokaler, som bliver bedre og større end de faciliteter, spillerne har på det nuværende træningssted, 10’eren.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det bliver indrettet efter spillernes behov og medarbejdernes arbejdsgange. Det bliver opgraderet med det formål, at FC København kan tilbyde spillere og stab rammer i topklasse.
Hovedstadsklubben har fået en femårig tilladelse fra Frederiksberg Kommune til byggeriet.
Det betyder dog ikke, at det nuværende træningsanlæg på Jens Jessens Vej 10, også kaldet 10’eren, bliver glemt i FCK-regi.
FC København arbejder videre med at bygge et performancecenter i international klasse.
Også det fik FCK tilladelse til fra Frederiksberg Kommune før sommeren.

FCK's røverkøb og Brøndbys nye stjerne
Hattrick | Afsnit 176Diant Ramaj er tilbage, mens Thapelo Maseko er et helt nyt ansigt i FC København, og vi runder begge navne. Sydafrikaneren har FCK fået til en god pris.
Læs mere
FC København
3F Superliga



























