

Tre straffesparksmål på to kampe.
Magnus Mattsson er kommet flyvende fra start i den nye sæson, hvor han ad to omgange har været afgørende i rollen som indskifter og med en ny tjans under sit ansvarsområde.
For efter Kevin Diks' exit er det nu Mattsson, der som udgangspunkt tager sig af FCK's straffespark.
Det bekræfter han, da Bold spørger ind til rollefordelingen efter tirsdagens 2-0-sejr over FC Drita.
Er du førstevalg til at sparke straffespark?
- Jeg ved, at det er mig, der sparker, ja, siger Mattsson.
Artiklen fortsætter efter billedet

Speciel oplevelse
I Superliga-premieren mod Viborg og igen tirsdag aften startede Mattsson på bænken, og derfor har han - og FCK - været heldige med, at straffesparkene er faldet, efter at den 26-årige midtbanespiller er blevet skiftet ind.
Mod FC Drita kom det første spark sågar, mens Mattssons indskiftning var ved at blive gennemført, og derfor blev aktionen fra 11-meter-pletten hans første aktion.
- Jeg har ikke prøvet det før i min karriere, så det var en speciel oplevelse.
- Det er rart, at der er tillid til, at jeg kan gå ind og sparke den ind, selv om det var mit første touch på banen.
- Jeg er lettet og mest af alt glad på holdets vegne over, at vi leverede et supergodt resultat på hjemmebane og holdt clean sheet. Det var fedt, siger Mattsson.
Han mener selv, at han er god til at holde fokus i det afgørende moment, som et straffespark er.
- Jeg forsøger at lukke så mange følelser ude, men også acceptere, at de følelser nogle gange kommer. Og så er det ellers bare at eksekvere sparket så godt som muligt, afslutter han.


FC København
CL-kval




































