




Tre mål, tre point og ingen skader.
På papiret var mandagens 3-1-sejr over Sønderjyske perfekt for FC København, men bag resultatet er fortællingen en anden.
For ifølge cheftræner Bo Svensson løb løverne i anden halvleg ind i et problem, som tidligere har kostet dyrt - og som igen kunne have fået konsekvenser.
Det fortæller han til Bold og øvrige medier i mixed zone efter slutfløjt.
- Den måde, vi startede anden halvleg på, er jeg ikke glad for. Vi gik ned i kadence og intensitet.
- Vi var sløve og inviterede Sønderjyske unødvendigt ind i kampen, og vi var heldige med ikke at få en udligning imod os, siger cheftræneren.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ti gode minutter
Fra sidelinjen fik han for en stund ændret kampbilledet med en række indskiftninger samt et systemskift.
- Det gav os mere kontrol, og i de efterfølgende ti minutter fik vi scoret og fremtvunget en udvisning, siger Bo Svensson.
Derfra lignede det en sikker sejr for FCK, men trods overtalssituationen gamblede holdet med de tre point, mener cheftræneren.
- Det blev desværre det samme, da vi blev 11 mod 10. Vi troede, at vi kunne komme i mål ved at lave mindre, og det klæder os ikke.
Overordnet set var Svensson tilfreds med første halvleg samt ti minutter i anden halvleg, men ellers mener han, at kampen blev et klokkeklart eksempel på, hvad forskellen er på FCK's gode og dårlige perioder.
- I de faser, jeg lige har talt om, manglede vi alt, mens vi i de gode faser lukkede ned.
- Det var os selv, der kunne bestemme, hvilken retning kampen skulle gå i. Når vi var gode, var vi bedre og kunne score flere mål, men når vi gik ned i kadence og inviterede dem inden for, var vi ikke bedre end Sønderjyske. Det er læringen fra den her kamp, siger Svensson.
Umuligt at tage pauser
Han har ikke svaret på, hvorfor de sløsede perioder opstår, men han nægter at bruge mængden af kampe som undskyldning.
- Det er unødvendigt. Jeg har selv været spiller og ved, at det nogle gange er sådan, men det er vigtigt for os at forstå, at når du spiller herinde, kræver det, at du skal prøve at vinde alle kampe, og når du skal det, kan du ikke rigtigt tage pauser. Det gjorde vi desværre i den her kamp.
- Om det skyldes et stramt kampprogram, ved jeg ikke, men det kan vi ikke bruge som undskyldning, når vi har et klart mål om netop at have et stramt kampprogram.
Hvordan kommer I problematikken til livs?
- Ved at sige det, vise det og italesætte det. Det er ikke en svær analyse efter aftenens kamp, og jeg tror også, at flere af spillerne deler analysen. Det håber jeg i hvert fald, afslutter Bo Svensson.
Sejren efterlader FCK på Superligaens fjerdeplads forud for torsdagens brag mod FC Nordsjælland.

Travlt i FCK - Moukoko ud og Carrizo ind
Hattrick | Afsnit 9I dagens Hattrick starter vi med en rækker transfers i FC København. Maher Carrizo er på vej ind, Youssoufa Moukoko på vej ud, og så har klubben forhørt sig på Oliver Sørensen.
Læs mere
FC København
3F Superliga





























