Det er ikke mange med muskelsvind, der er en del af fodboldbranchen - og slet ikke på et så højt niveau som 3F Superligaen.
Én af dem er 30-årige Oliver Berg.
Han har levet en ganske normal barndom, hvor den stod på fodbold i frikvartererne og efter skole.
Men det hele ændrede sig i starten af 00’erne, da Oliver Berg var ti år gammel.
- Jeg var temmelig god til fodbold på det tidspunkt, men gradvist begyndte jeg at løbe langsommere. Jeg husker det, som om det er min idrætslærer, som tager fat i min mor, fordi jeg pludselig var blevet meget, meget langsom. Han sagde, at det var en idé at få det tjekket.
Kort efter bliver Oliver Berg diagnosticeret med muskelsvind, og knap tre år senere sad han i kørestol.
- Det hele er lidt tåget, fordi det er over 20 år siden, men jeg kan huske, at jeg ikke rigtig forstod det. Især konsekvenserne kunne jeg ikke forstå. Til gengæld kunne jeg se på min mor, at det ikke just var gode nyheder.
- Vi fik beskeden lige inden jul, og i julegave fik så en Thierry Henry-trøje, og så var det hele jo godt igen, siger Oliver Berg med et grin.
Oliver er én af 2500 danskere, der lider af muskelsvind i sådan en grad, hvor de har brug for mere omfattende hjælp. Oliver skal have støtte 24 timer i døgnet, og han har derfor altid en hjælper ved sin side. Det samme er tilfældet, da Bold møder ham på en café i København.
I en ung alder blev Oliver selvsagt nødt til at lægge drømmen om at blive professionel fodboldspiller til side, men en drøm om at blive en del af den store fodboldverden lever endnu.
Og nu er det ved at være tæt på. Oliver Berg er nemlig blevet en del af FC Nordsjællands scouting-team i en praktikantrolle, hvor han har blandt andet været med til at scoute 17-årige Hjalte Boe Rasmussen, som FC Nordsjælland hentede i OB i februar 2025.
- Der kommer nok aldrig en dag, hvor jeg vågner op og tænker, at det er superfedt at have muskelsvind, men jeg har lært at leve med det, og det betyder utrolig meget, at jeg er tilbage i fodboldverdenen.
- Jeg kan mærke, at jeg bidrager med noget anderledes, fordi jeg ikke selv havde mulighederne for at vise mine fodboldevner. Det er også det faglige, som jeg kan mærke, at jeg får meget ros for. Der er nogle ting i mit liv, som har gjort, at jeg er, som jeg er. Jeg møder verden lidt anderledes. Lige siden jeg har været meget ung, har jeg haft hjælpere rundt om mig 24 timer i døgnet. Alt, hvad jeg skal, er jeg nødt til at formidle til en hjælper, fordi jeg ikke selv kan gøre det. I mit arbejde betyder det, at jeg kommer med noget anderledes, når vi sidder og skal spejde spillere.
- Jeg forstår godt, hvis folk mener, at jeg kan mangle viden inden for fodbold, fordi jeg ikke kan spille – rent fysisk. Men jeg mener tværtimod, at det giver mig noget helt andet. Jeg synes, at jeg qua mit handicap især kan formidle over for beslutningstagerne, hvad det er, som jeg ser i en fodboldspiller. Jeg kan intet vise fysisk, så jeg skal formidle mig.
- Jeg tror også, det var sådan, at jeg kunne charmere mig ind på dem, der skulle ansætte mig, da jeg mødte én af dem til en fest.

Foto: Dejan Obretkovic
Oliver Berg scouter især på ungdomsniveau og i de skandinaviske lande, hvilket også er i FCN's ånd.
Arbejdet består i stor stil af at sidde ved computeren, hvor han kan dykke ned i enkelte sekvenser fra kampe, hvor spillere udmærker sig.
Scouten, der sidder i kørestol
Oliver Berg bruger som tidligere nævnt især sin arbejdstid på videoanalyser af udvalgte spillere, men der er også plads til ture på diverse stadions, hvor han kan kigge nærmere på spændende emner for FC Nordsjællands akademi.
- I løbet af en uge bruger jeg rigtig meget tid på at se video af forskellige kampe. Jeg laver rapporter på udvalgte spillere, og så bruger jeg weekenden på at se kampe på stadions.
- Det er især rapporterne, som jeg bruger meget tid på. Videoanalyserne kan jeg lave i mit eget tempo, hvilket gør det meget lettere for mig. Jeg behøver nemlig ikke at gå på kompromis med min situation, når jeg kan arbejde så fleksibelt.
Oliver Berg har i de senere år forsøgt sig på forskellige uddannelser, men uden den store succes, da det ofte blev kompliceret grundet handicappet.
Men som en del af FC Nordsjælland har Oliver fået en frisk mulighed, og det betyder alt for tilværelsen.

Foto: Dejan Obretkovic
- Det er helt surrealistisk at arbejde med det her nu. Det er fantastisk, at det hele er gået så hurtigt. Jeg har slet ikke haft tid til at overveje det hele endnu, men jeg nyder det bare. Jeg føler, at jeg har fundet et sted, hvor jeg kan byde ind med noget, som andre ikke kan. Det er nogle gange det positive ved at være anderledes.
- Nu er jeg den scout, som sidder i kørestol, og jeg vil ikke bruge mit handicap som noget negativt.
FC Nordsjællands betydning for Oliver Berg kan heller ikke undervurderes, lyder det endvidere.
- Fodbold og kørestol er ikke noget, der normalt hænger sammen, men Nordsjælland og deres motto om, at man har retten til at drømme, har haft en stor betydning for mig.
- Jeg havde smidt drømmen om at arbejde med fodbold væk, men de har givet mig den her mulighed, ligesom de giver muligheder på deres Right To Dream-akademier rundt i verden.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Nordsjælland
3F Superliga


































