Jens Fønsskov Olsen er stolt.
FC Nordsjælland-træneren er stolt over Lucas Høgsberg, som i en alder af 18 år er blevet udtaget til det danske landshold.
Bold har været en tur i Farum, hvor vi snakkede med FCN-chefen om deres nye A-landsholdsspiller.
- Jeg er megastolt og glad på Lucas’ vegne. Og også hele truppens og klubbens vegne, fordi han har jo været her i rigtig mange år.
- Der er mange mennesker, som har været sammen med Lucas. Han har været her i mange år. Jeg tror sågar, at der er nogle af dem, der har hjulpet ham med at tørre ham bagi, siger han med et grin, før han fortsætter.
- Han har jo været en del af den her klub så længe, og det er fantastisk, at han nu står, hvor han står. Det er meget sjældent, at vi når at have dem, når de bliver A-landsholdsspillere.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er som regel først, når de er rejst videre herfra. Så at det kan ske så hurtigt, vidner jo også om, at det er en rigtig dygtig spiller.
FCN-træneren sætter også ord på Høgsbergs eksplosive udvikling på det seneste.
- Det allervigtigste at sige omkring Lucas er, at han er en god dreng.
- Han er meget omhyggelig, og han passer virkelig sine ting. Når han møder ind, så møder han ind for at træne og gøre sit allerbedste.
- Han spilder ikke tiden, og jeg tror, det er en af de væsentligste årsager til, at han er nået dertil, hvor han er nået.
- Udover at han selvfølgelig har et stort talent.
Ikke helt overrasket
Udtagelsen af Høgsberg kom bag på mange, men sådan har FCN-træneren det ikke helt.
Er du overrasket over, at det allerede er nu?
- Ikke i forhold til hans præstationer.
- Han er selvfølgelig ung, og hvis du havde spurgt mig for et år siden, så havde jeg nok sagt noget andet, men nu spillede vi Lucas, da vi synes, han var klar, og han tog chancen.
- Jeg synes, han er en af de dygtigste stoppere i Superligaen, og han er med afstand den med størst potentiale.
- Så når både præstationer og potentiale hænger sammen, så er det sådan, det er.
Høgsberg er ikke den eneste nye landsholdsspiller med fortid i FC Nordsjælland.
Det samme er tilfældet for Conrad Harder, der nu lyner i Sporting. Den unge angriber har også været under Fønsskovs vinger.
- Det er helt vildt. De er gode kammerater. Det har været vildt at se Conrad tage det step, han har gjort.
- Vi ser det samme med Daniel Svensson. Kommer til Dortmund og spiller med det samme. Conrad gjorde det samme, og nu skal Lucas på landsholdet.
- De er godt rustet, og det er vi glade for. Jeg synes, det er fedt, de skal være der sammen, siger han.
Det danske landshold samles på mandag forud for de to Nations League-opgør mod Portugal.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Nordsjælland
3F Superliga































