Forest Green Rovers blev i 2018 verdensberømt, da de blev den første CO2-neutrale fodboldklub i verden, og af FIFA blev kaldt den grønneste af alle klubber.
Prædikatet kom blot et år efter klubbens første oprykning nogensinde til ligaerne i England, efter man i 19 år i træk havde befundet sig i National League lige uden for det sjovere selskab.
Dermed blev Forest Green fra Nailsworth i det sydvestlige England den klub fra den mindste by til at spille i ligaerne, og hjemmebanen The New Lawn kan næsten huse alle byens beboere.
Første sæson reddede de grønne lige akkurat livet i League Two, men efter ganske fine placeringer de efterfølgende tre sæsoner kulminerede historien, da Forest Green i 2022 rykkede op i League One.
To år forinden havde den tidligere Arsenal-spanier Hector Bellerin købt sig ind i klubben som den andenstørste investor.
Artiklen fortsætter efter billedet

To gange nedrykning og farvel til ligaerne
Oprykningen i 2022 til League One blev dog ikke starten på den optur, som det ellers kunne have været.
For den første sæson, blev også den sidste, da Forest Green rykkede ned i den fjerdebedste række igen med et brag efter bare seks sejre i 46 kampe.
I denne sæson har man så ikke fået vendt bøtten, og tirsdag blev det så sikkert og vist, at Forest Green for anden sæson i træk rykker ned.
Colchester, som er lige over stregen i League Two, slog nemlig Grimsby med 2-0 og rykkede på 44 point, hvilket er otte point mere end Forest Green på sidstepladsen.
Og med to kampe tilbage kan verdens grønneste klub altså ikke længere nå at redde sig, og dermed er de altså færdige i det engelske ligasystem for denne gang efter syv år.

Forest Green
League 2



































