FC Fredericias nyetablerede udebaneafsnit har mødt massiv kritik efter FC Københavns besøg på Monjasa Park i seneste spillerunde.
Det fik FC Københavns fanklub, FCKFC, til at sende en klage til Divisionsforeningen, hvor det fremhæves, at det nyindrettede udebaneafsnit slet ikke er egnet til det antal tilskuere, der var solgt billetter til – omkring 2.000 personer – hvilket udgør en betydelig sikkerhedsrisiko.
Og fansene har tilsyneladende en sag.
Bold har talt med flere kilder tæt på klubben, som fortæller, at det nye udebaneafsnit ikke er bygget til at rumme en kapacitet på 3.000 tilskuere, som ellers var meningen, da plantegningen blev offentliggjort. Det er ganske enkelt for småt.
Det har angiveligt ført til, klubben kigger ind i nogle tiltag om at lukke færre udebanefans ind. Det vender vi tilbage til.
Til FCK-kampen fortalte direktør Stig Pedersen til Bold, at der kun blev lukket 2.000 udefans ind, da klubben ville teste endetribunerne, inden man skruede op for fuld kapacitet på 3.000 udefans til de kommende hjemmebanekampe.
Kilder fortæller, at der simpelthen ikke er plads til 3.000 på udebaneafsnittet, selvom FC Fredericia har dimensioneret til dette antal.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ifølge Bolds oplysninger har Divisionsforeningen dog foretaget flere sikkerhedstilsyn på Monjasa Park, hvor stadionet er blevet godkendt til kapacitetsudvidelsen, og hvor udebaneafsnittet er blevet godkendt til at rumme 3.000 tilskuere.
Bold har rakt ud til Divisionsforeningen, som fortæller om processen af stadiongodkendelsen.
– Når vi kigger på det, så går vi stadionet igennem, og så holder vi det oppe mod de standarder, som der skal være, og så godkender vi det. Der kan være givet nogle dispensationer især i forbindelse med kapaciteten til de første kampe, og om man har færdigetableret stadionet, indleder Claus Thomsen, som er direktør i Divisionsforeningen.
– Det er ikke os, der godkender kapaciteten, men myndighederne. Stadionet er tilrettelagt sådan, at der er en bestemt kapacitet, og FC Fredericia har fået en dispensation til at kunne gøre det i nogle trin. Der har været en plan, og det har været tilrettelagt. Det med stadionkapacitet må være en myndighedsgodkendelse. Det skal heller ikke være anderledes, så det, vi forholder os til, er de pågældende faciliteter på stadion.
Det er de lokale brandmyndigheder i Fredericia, som har godkendt stadionet op til FCK-kampen, da stadionet blev godkendt til at rumme de 2.000 udebanefans.
Det står klart, at der allerede ved 2.000 udefans er pladsmangel, og den udfordring kan blive endnu større, hvis FC Fredericia skruer op for den maksimale kapacitet på de estimerede 3.000 fans. Faktum er, at udebaneafsnittet ikke bliver udvidet og nu står færdigt.
Som Bold forstår det, har entreprenørfirmaet Ajcon, der står for stadionudvidelsen, nemlig sidste arbejdsdag den 21. august, hvor stadionet endnu en gang skal godkendes af de lokale brandmyndigheder og Divisionsforeningen.
Men hvordan kan det lade sig gøre, at der ikke er plads til de planlagte 3.000 udebanefans, men knap nok 2.000? Hvem har ansvaret, og hvordan har klubben fået grønt lys til at bruge udebaneafsnittet?
Tavshed i Fredericia
Entreprenørfirmaet har ifølge Bolds oplysninger ikke modtaget anmærkninger om fejlagtige beregninger af antallet af tilskuere på udebaneafsnittet – hverken fra Fredericia Kommune eller INGENIØR’NE, som er ingeniørfirmaet, der står for projekteringsledelse og teknisk rådgivning i forbindelse med stadionudvidelsen.
Derudover kommer der ifølge Bolds oplysninger et nyt udbud af stadionet, når FC Fredericia skal udvide stadionet yderligere i den såkaldte 2. etape, som forventes at være i mål sommeren 2028.
Anden etape indeholder blandt andet, at hele stadionet skal omkranses af et hegn/væg, der har en højde, som når op til tribunetagets underside. Derudover skal der være otte lægter på hver endetribune.
Ydermere fortæller entreprenørfirmaet Ajcon til Bold, at det er deres første stadionbyggeri, men dialogen med FC Fredericia har været ”upåklagelig” under hele forløbet.
Hverken INGENIØR’NE eller Jacob Falkenby, chef for Madsbyparken, som står for driften af det kommunalt ejede stadion, ønsker at kommentere, om udebaneafsnittet kan holde til 3.000 tilskuere.
Begge parter henviser til FC Fredericias direktør, Stig Pedersen. Han har dog ingen kommentarer og henviser til FC Fredericias pressemeddelelse fra 5. august, hvor klubben fremhæver, at der er igangsat en evaluering af udebaneafsnittet.
– På baggrund af erfaringerne fra kampen vil der blive foretaget konkrete justeringer i forhold til blandt andet udsynsforhold, fordeling af tilskuere, skiltning og adgangslogistik. Målet er at sikre, at alle tilskuere tilbydes gode og trygge rammer ved kommende kampe, lyder det i pressemeddelelsen.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
FC Fredericia forventer en samlet tilskuerkapacitet på 10.000, når stadionet står færdigt den 21. august.
Det er dog ikke sikkert, at klubben vælger at lukke så mange ind. Ifølge Bolds oplysninger kigger klubben allerede ind i nogle tiltag, hvor man overvejer at lukke færre udebanefans til Superliga-kampene.
Herudover består udebaneafsnittet af fire sektioner, og i den forbindelse kigger FC Fredericia ind i nogle tiltag, hvor der er systematik over, hvor mange tilskuere der kommer ind på de forskellige sektioner.
Det er især ved hjemmekampene mod Vejle Boldklub i september og til Brøndbys besøg i oktober, at disse tiltag overvejes for at undgå overfyldte udebaneafsnit.
Men først venter FC Midtjylland i næste runde på MCH Arena, før FC Fredericia skal spille mod Sønderjyske og derefter Randers FC på Monjasa Park.
Når kronjyderne kommer på besøg den 24. august, forventes stadionet med en tilskuerkapacitet på 10.000 at stå færdigt.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Fredericia
3F Superliga



































