20 til 25 øl om dagen.
Det var hverdagskost for den færøske angriber Joannes Bjartalid i perioden fra oktober 2020 til juli 2021.
I et interview med TV 2 Norge fortæller han åbent og ærligt om sit store alkoholproblem, som han først fik tag om efter flere afvænningsophold.
- Fra oktober 2020 til juli 2021 vil jeg sige, at jeg i gennemsnit drak næsten 20 til 25 øl hver dag.
- Jeg gik til alkohol for at finde ro. Jeg drak mig bare væk, indtil jeg blackoutede, siger Bjartalid.
I perioden med alkoholproblemerne spillede Bjartalid hos Klaksvik, men selv om alkohol og et liv som professionel fodboldspiller ikke flugter specielt godt, formåede han at kombinere de to ting i en periode.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg drak før træning, når jeg vågnede og efter træning. Det var i alle døgnets timer. Der var ikke noget, der forhindrede mig i at drikke, siger Bjartalid.
Røg på afvænning
I dag spiller Joannes Bjartalid i Fredrikstad, som han blev kåret som årets spiller for i den forgangne sæson, hvor klubben sikrede oprykning til Eliteserien.
Den 27-årige stortrives under cheftræner Mikkjal Thomassens vinger - selvsamme mand som hjalp ham på rette køl, da det så mørkest ud i Klaksvik.
- Jeg ville aldrig have siddet her i Fredrikstad som fodboldspiller, hvis ikke Mikkkjal var kommet til Klaksvik, siger angriberen.
Med hjælp fra blandt andre Thomassen tog Bjartalid sig mod til at komme på afvænning for sit alkoholproblem i sommeren 2021.
Det krævede et par omgange, før det lykkedes, men i dag er han fri af problemerne og drikker ikke længere alkohol.
- Jeg synger med, danser og nyder det, men jeg drikker ikke. Jeg drikker kaffe, Pepsi Max eller vand. Jeg har det sjovere til fester nu. Nu kan jeg huske alt, hvad der sker, siger Bjartalid til TV 2 Norge.
Joannes Bjartalid noterede sig i sin første Fredrikstad-sæson for 12 mål og ni assists i 31 kampe.


Fredrikstad
Norge Eliteserien



































