Anthony van den Hurk går en usikker fremtid i møde hos Helsingborg IF, da han er blevet sendt ud i kulden og blevet bedt om at træne alene resten af ugen.
Det meddeler sportschef Andreas Granqvist til klubbens hjemmeside.
- For at bevare fokus på lørdagens kamp blev vi hurtigt enige om, at det var den bedste løsning for begge parter. Nu har vi fuldt fokus på kampen og diskuterer fremtiden i løbet af næste uge, udtaler Andreas Granqvist.
Van den Hurk udtalte tidligere på ugen, at han ville forlade klubben, da han havde fået at vide, at han ikke skulle starte inde i weekendens kamp.
Han følte sig nemlig ikke længere motiveret, har cheftræner Alvaro Santos siden udtalt til Helsingborgs Dagblad, og det har nu fået konsekvenser for van den Hurk.
Dermed må svenskerne undvære deres angrebsprofil, når de i weekenden skal op imod Sirius.
29-årige Anthony van den Hurk har kontrakt frem til udgangen af 2022.


Helsingborg
Allsvenskan



































