Der er langt flere danskere i Sverige og Norge end i Finland, når man kigger mod de nordiske ligaer.
Faktisk står Mads Borchers aktuelt alene med Dannebrog i den bedste finske række, og det undrer ham.
Da den nu 23-årige angriber første gang drog til Finland for at tørne ud for VPS, blev han selv positivt overrasket over niveauet.
Og den oplevelse har ikke ændret sig, efter han nu er vendt tilbage til landet for at spille for storklubben HJK Helsinki.
- Niveauet er faktisk virkelig godt. Jeg blev selv lidt overrasket over det, da jeg kom herop første gang, siger han og fortsætter.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det overraskede mig også, at der ikke er så mange danske spillere i ligaen - det forstår jeg slet ikke, siger Borchers.
Ifølge Transfermarkt er Borchers i øjeblikket den eneste dansker i den finske liga, og det hænger i hans optik ikke sammen med hverken kvaliteten eller eksponeringen.
- Det er bare en fed liga, og der er masser af øjne og medier, der følger med, så jeg er lidt overrasket over, at der ikke er flere danske, men også svenske og norske spillere.
Et oplagt modargument kunne være, at niveauet trods alt ikke matcher de øvrige nordiske ligaer. Men den køber Borchers ikke.
- Jamen niveauet er virkelig højt. Du kan også se, at KuPS spiller mod Lech Poznań i playoffrunden i Conference League, og HJK, som jeg spiller for nu, har været med i Europa- og Conference League i de sidste mange år. Det vidner jo om et ret højt niveau, siger Borchers.
Han anerkender, at der - som i alle ligaer - er niveauforskel på holdene.
- Der er selvfølgelig også nogle hold lidt længere nede i tabellen, som ikke er så stærke.
Men i toppen mener han, at konkurrencen er mere end godkendt. Og i Helsinki er ambitionerne til at tage og føle på.
HJK er Finlands klart største klub - en status, der i hjemlig målestok kan sammenlignes med FC København.
- Jeg ser virkelig frem til at spille den her sæson, og jeg tror virkelig, vi kan smadre ligaen, siger Borchers selvsikkert.
Forventningerne er da også tydelige i hovedstaden.
- Forventningen er, at vi skal vinde. Det er meget simpelt, afslutter den danske angriber.

HJK Helsinki
Veikkausliga































