Irans stjernangriber Sardar Azmoun kommer efter alt at dømme ikke med til VM, hvis landet ender med at deltage i sommerens slutrunde.
Ifølge Reuters skriver flere iranske medier, at Azmoun har lagt et billede op på Instagram af Dubais leder, Mohammed bin Rashid Al Maktoum.
Iran har iværksat raket- og droneangreb mod De Forenede Arabiske Emirater efter luftangreb fra USA og Israel, som dræbte landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.
Azmouns opslag, der senere blev slettet, har tilsyneladende fået Iran til at udelukke ham fra landsholdet.
Udelukkelsen er ikke officielt bekræftet fra det iranske fodboldforbund, men det er i de iranske statsmedier blevet kaldt illoyalt og fornærmende, skriver Reuters.
Artiklen fortsætter efter billedet

31-årige Azmoun spiller til daglig i Shabab Al-Ahli i Emiraterne og er én af de mest kendte iranske spillere.
Han har tidligere spillet i Zenit, Bayer Leverkusen og Roma og var med Iran til VM i 2018 og 2022. Han står noteret for 57 mål i 91 landskampe for Iran siden sin debut i 2014.
Sagen kommer i en særdeles turbulent periode for iransk fodbold.
Landets deltagelse ved VM er fortsat usikker, og tidligere har også kvindelandsholdet været i fokus, efter flere spillere søgte asyl i Australien under en turnering.
Iran spiller efter planen testkampe senere i marts som en del af forberedelserne frem mod VM, men det ser altså ud til at blive uden en af holdets største profiler.

VM
Iran































