- Jeg tænker kun på Juventus.
Det er ikke længe siden, at Paul Pogba udtalte, at hans store mål var at komme tilbage og spille for den italienske storklub, når hans dopingkarantæne udløber næste år.
Men nu ser det ud til, at han godt kan droppe det mål.
Ifølge Sky Sports er Juventus og franskmanden således tæt på at ophæve kontrakten, der stod til at udløbe i sommeren 2026.
Den 31-årige midtbanespiller fik forkortet sin dopingkarantæne fra fire år til 18 måneder, hvilket betyder, at han til marts igen kan spille fodbold.
Men det bliver altså ikke for Juventus, der har gjort det klart, at de ikke ser ham have en fremtid i klubben.
Det gjorde klubbens direktør, Cristiano Giuntoli, da også klart allerede i oktober.
- Vores holdning er klar. Pogba har været en fantastisk spiller, men han har været ude i lang tid, og sidste år var vi tvunget til at investere i andre spillere. Så nu er truppen komplet, som den er, lød det.
Paul Pogba har spillet i alt 190 kampe og scoret 34 mål for Juventus.



Juventus
Serie A




































