Allsvenskan -Henrik Jensen reflekterer: Positivt og lærerigt
2023-09-09 07:40:00
Foto: Kalmar FF

Henrik Jensen reflekterer: Positivt og lærerigt

Henrik Jensen fortæller til bold.dk, at han er godt tilfreds med sin start i Kalmar FF. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Allsvenskan - 23. runde

FT

ELF

0 - 3

KAL

Henrik Jensen blev i slutningen af december i 2022 ansat som cheftræner i Kalmar FF. 

Den danske cheftræner, som tidligere har stået midlertidigt i spidsen for FC Midtjylland, ser nu tilbage på en lærerig og positiv start i det svenske. 

Det fortæller han til bold.dk.

- Overordnet set har det været rigtigt positivt. Meget lærerigt. Det er klart, når man kommer ind i en ny liga, så skal man lære mange ting omkring modstandere, kultur og måden, man ser tingene på.

- Man skulle også lære, hvordan de arbejder her i Kalmar FF. Jeg skulle også sætte mit præg på tingene. Så en positiv og lærerig periode, fortæller han. 

Jensen kommer også ind på, hvordan det er at arbejde i Sverige kontra Danmark. 

- Der er mange flere ligheder, end der er forskelle mellem Sverige og Danmark. Det er to lande, som er meget tæt på hinanden og ser tingene på samme måde. Så forskellene er ikke specielt store på den måde.

- Men der er nogle forskelle i modstanderne. Dem skal jeg jo lære at kende, men selvfølgelig også hvordan man arbejder med fodbold. De har deres styrker i det svenske, og så har jeg skulle bidrage med det, jeg kommer fra.

- Kalmar FF er også en meget mindre klub end FCM. Men det vidste jeg jo, da jeg gik ind i det. Det skal man ikke sammenligne. Kalmar FF har en meget tydelig spillestil, og det er den, jeg er ansat til at udvikle på, lyder det.

En (lang) tur i Europa
Denne sæson har også budt på en tur i Europa for Henrik Jensen og co. 

Kalmar FF trådte ind i anden runde af kvalifikationen til Conference League, hvor det armenske hold Pyunik dog blev for stor en mundfuld. 

Ikke desto mindre var det stort for den svenske klub at skulle en tur i Europa. 

- Det var en stor oplevelse for Kalmar FF. Det var ti år siden, man sidst havde været ude i Europa. Så det var selvfølgelig en stor ting. 

- Jeg vidste godt, det ville blive hårdt. Vi har en mindre trup, og det er et strategisk valg, så vi kan gøre plads til flere unge spillere, så vi var presset i den periode på mandskab.

- Vi fik en svær logistisk lodtrækning, fordi vi skulle spille i Armenien. 

- Vi var på en 21 timers rejse fra Armenien og hjem, så det er klart, at kræfterne slap lidt op i den periode. Men det var en utrolig fed oplevelse, siger han.

Det danske marked er interessant
Kalmar FF er ikke den svenske klub med de største økonomiske muskler.

Derfor er de også nødt til at satse på unge og lidt mere uprøvede spillere. 

- Det har vi mange cases på. Jacob Trenskow har vi hentet fra HB Køge i sommer, og det er også en spiller, vi har taget fra næsthøjeste niveau i Danmark, og vi håber, han kan tage skridtet ind i Allsvenskan. 

- Han har allerede vist sig godt frem, og han er også en spiller, som kan tage nogle rigtige store skridt de næste måneder og år. Det er jeg helt overbevist om. Det er helt sikkert en del af vores strategi.

- Vi synes jo, at det danske marked er interessant. Både fordi jeg og vi ved, at der bliver udviklet dygtige spillere i Danmark, og så er der også en kort integrationsperiode mellem Sverige og Danmark. 

- Det er et interessant marked for os. Vi kigger også på den næstbedste række i Sverige og Norge for at se, om vi kan finde spillere med et interessant potentiale, som kunne passe i vores spillestil, fortæller han.

Tidligere har den svenske klub købt og solgt Mileta Rajovic, som nu er havnet i Watford. Det kan du læse mere om her

Ikke det største budget i Allsvenskan
Kalmar FF er i skrivende stund solidt placeret i midten af Allsvenskan. 

Henrik Jensen og co. er nummer otte efter 22 kampe, og det er klubben godt tilfreds med. 

- Vores målsætning er top ti, udvikle unge spillere og udvikle vores spillestil.  

- Vi har en mindre trup, så det handler om hele tiden at være på forkant i sin træningsplanlægning, taktisk og hele tiden optimere de små ting, fordi vi ikke har de samme ressourcer som de andre. 

- Det prøver vi hele tiden at skrue på, siger han. 

Henrik Jensens kontrakt med Kalmar løber ind til udgangen af 2025. 

Artiklen fortsætter efter indholdet

Allsvenskan - 23. runde

FT

ELF

0 - 3

KAL

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce