Torsdag indkaldte Las Palmas til pressemøde med gode nyheder om anfører Kirian Rodríguez.
Kaptajnen har flere gange kæmpet med kræft, efter at han igen blev ramt tilbage i februar og skulle have kemoterapi.
På pressemødet dukkede Rodríguez op og fortalte den fremmødte presse, at han igen havde slået kræften.
– Jeg vil lige fortælle, at jeg er blevet lægeligt erklæret rask. En kræftpatient har brug for fem år til at komme sig helt. Det er grunden til, at jeg fik et tilbagefald; jeg var ikke helt helbredt.
– I løbet af de fem år vil jeg fortsætte med at være under onkologisk behandling og få regelmæssige undersøgelser. Men jeg er lægeligt godkendt, jeg er klar til at konkurrere.
– Det giver mig mulighed for at vende tilbage til min daglige rutine, at sparke en holdkammerat ned eller selv blive sparket, og at give træneren den kolde skulder, når jeg ikke spiller, siger Kirian Rodríguez med et kæmpe smil ifølge Football Espana.
Dermed kan Rodríguez finde fodboldstøvlerne frem igen efter en hård periode i kampen for at bekæmpe sygdommen.
I den periode var Rodríguez blandt andet indlagt på hospitalet, og det var en slem oplevelse for Las Palmas-anføreren.
– De 25 dage på hospitalet var frygtelige. I begyndelsen gik det fint, men i de efterfølgende dage vidste jeg ikke engang, hvad jeg skulle gøre. Da den autologe transplantation fandt sted efter de seks kemoterapisessioner, kunne jeg ikke engang spise. Jeg havde en lukket mave, og jeg overlevede på proteinshakes.
Rodríguez tilføjer, at han efter sit første kræftforløb endte med at presse sig selv for hårdt. Det vil han nu undgå denne gang.
29-årige Kirian Rodríguez har spillet i Las Palmas siden 2019. Han har kontrakt med La Liga 2-klubben frem til sommeren 2028.
🤩 ¡Kirian está de vuelta! 💛💙#SeremosMásUnión #LaUniónHaceLasPalmas #LaUniónDePorVida pic.twitter.com/yTzyXXmAnn
— UD Las Palmas (@UDLP_Oficial) September 11, 2025


Las Palmas
Segunda Division

































