2024-12-22 06:00:00

Dansker draftet af New York City FC

22-årige Ato Junior Smith er blevet draftet af New York City FC. Han havde dog slet ikke regnet med at blive valgt, fortæller den overraskede dansker.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Ato Junior Smith er nok ikke et navn, der ringer en klokke hos så mange, men det kan være, at der snart bliver lavet om på det.

Fredag aften blev den 22-årige dansker nemlig valgt af New York City FC i den årlige MLS-draft, hvor holdene skiftes til at vælge de mest talentfulde og spændende spillere fra amerikanske og canadiske colleges.

Det tidligere Fremad Amager-talent havde dog på ingen måde regnet med, at det ville ske i år, selvom præstationerne har været flotte for Tyler Junior College og siden hen Virginia Cavs fra University of Virginia.

- Først og fremmest er jeg bare super taknemmelig og beæret over situationen – især fordi, at college-sæsonen er super kort, og jeg har døjet med nogle skader, siger den unge angriber og uddyber:

- Jeg blev skadet i starten af pre-season, hvor jeg forstuvede mit ledbånd, og så kom jeg tilbage og spillede tre-fire kampe, hvorefter det samme skete igen. Men så begyndte jeg at præstere efterfølgende.

- Det har så gjort, at jeg er blevet draftet, og det er jeg selvfølgelig super stolt over, fordi jeg helt ærligt ikke havde regnet med det. Jeg så godt, at mit navn var på listen, men jeg havde slet ikke regnet med at blive draftet, fortæller den 22-årige dansker til Bold.

Faktisk brugte han bare sin fredag aften sammen med et par venner, da den overraskende melding tikkede ind.

- Det er faktisk en ret sjov historie. Jeg var bare sammen med mine venner i går, og så så jeg bare mit navn helt random.

- Så blev vi selvfølgelig glade alle sammen, og jeg fik ringet til min familie og fejret det. Så det var en super fed oplevelse og et dejligt moment for mig, siger han med stolthed i stemmen.

Debut i NordicBet Ligaen
Ato Junior Smith, eller blot AJ Smith, som han ynder at kalde sig selv, spillede U17- og U19-fodbold i Fremad Amager, hvor det lykkedes ham at score mål på samlebånd.

Derfor fik han chancen på førsteholdet tilbage i 2021, hvor det blev til tre optrædener i NordicBet Ligaen – dog uden at få netmaskerne til at blafre.

Og selvom, at der efterfølgende blev lagt en plan for ham i den amagerkanske klub, havde man ikke brug for ham alligevel, hvorfor han røg ud i kulden.

Derefter gik turen videre til naboklubben AB Tårnby, hvor han efter et svingende år med sporadisk spilletid besluttede sig for at prøve lykken og drage til Guds eget land for at forfølge fodbold-drømmen.

- Jeg startede så på et juniorcollege i Texas, som hedder Tyler Junior College og spillede der i en sæson. Der endte jeg med 18 mål og seks-syv assists i 22 kampe.

- Så det vækkede meget interesse fra D1-skoler (den højeste division inden for collegesport i USA, red.), og så bliver jeg så kontaktet af University of Virginia, hvor jeg så tager hen på et besøg. 

- Det var lige noget for mig, og så har jeg spillet der siden i sommer, siger AJ Smith.

Bliver i Virginia
På trods af fredagens MLS-draft går der dog lidt, før man eventuelt ville komme til at se den 22-årige dansker i en New York City-trøje.

Han har nemlig aftalt med klubben, at han tager en ekstra sæson i Virginia.

- Nu har jeg lige snakket med klubben, og vi har aftalt, at det er bedst, at jeg tager endnu en sæson hos UVA (University of Virginia, red.), så jeg er 100 procent klar, når jeg skal videre til det næste level.

- Så det betyder, at New York nu har mine rettigheder i forhold til MLS. Men en sæson mere hos UVA er det bedste for mig, da jeg kun har spillet otte kampe og døjet lidt med min skade, slutter han over for Bold.

Det er kutyme for MLS-klubberne at se sine draftede spillere an i løbet af træningspassene under pre-season , før en endelig beslutning bliver truffet omkring fremtiden.

Derfor er det langtfra sikkert, at man kommer til at se danskeren i aktion for New York City FC, der blandt andet råder over den tidligere Røde Stjerne-angriber Jovan Mijatović.

Inden turen gik til Fremad Amager og AB Tårnby, gjorde AJ Smith sig på diverse ungdomshold i KFUM Roskilde.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce