Brøndby spillede tirsdag middag en ekstra træningskamp mod 2. divisionsoprykkerne Nykøbing FC.
En gammel kending vendte også tilbage til velkendte rammer, da Mikkel Thygesen var tilbage på Vestegnen.
Nykøbings cheftræner tilbragte fire år i Brøndby som spiller, inden han skiftede til Hobro i februar 2015.
Derfor var det noget særligt for manden i spidsen for 2. divisionsmandskabet at stå over for sin tidligere arbejdsgiver.
- Det var superfedt. Jeg er meget stolt og taknemmelig over den modtagelse, som jeg fik - både folk i klubben og omkring klubben. Det er dejligt at vide, at man stadigvæk kan føle sig hjemme her, siger Thygesen til Bold og den øvrige fremmødte presse.
- Det var superfedt, at Brøndby rakte ud til os. Vi vidste godt, at det er en modtander på et ekstremt højt niveau, og derfor var det fedt for os med den test.
Vigtig læring for spillerne
Det var ikke kun en god oplevelse for Thygesen på sidelinjen - men også for en spillertrup, der jagter det næste skridt i udvikling.
- Mange af vores spillere har ikke spillet sådan nogle kampe før, og det er noget læring, som vi tager med videre både med korte og lange perspektiver.
- Der er mange af vores spillere, som også er klar til det næste skridt, og det viste kampen i dag, at de er klar til.
Nykøbing FC var sprudlende i 3.divisionen, hvor de uden problemer sikrede sig oprykningen.
Her sikrede sig flere rekorder i oprykningssæsonen.
De gik 21 kampe fra banen uden at tabe, mens de satte pointrekord.
De endte på 83 point, hvilket er det højeste antal point nogensinde i de danske divisioner.
Hvis man ser på Superligaen, Betinia Ligaen og CampoBet 2. og 3. division, efter at den nuværende turneringsstruktur blev indført i 2021, har ingen opnået 77 point eller mere.



CampoBet 2. division
Nykøbing FC
































