I februar blev Morten Karlsen præsenteret som assistent i den amerikanske klub Orange County SC, og han måtte i den forbindelse sige farvel til jobbet som scout for det danske landshold.
Morten Karlsen er dog hurtigt steget i graderne i den californiske klub.
I maj blev danskeren nemlig udnævnt som midlertidig cheftræner, da klubben valgte at fyre Richard Chaplow grundet skuffende resultater.
Den tidligere Superliga-profil fortæller til bold.dk, at han ikke havde regnet med, at han ville blive cheftræner så hurtigt i den amerikanske klub.
- Det er en spændende mulighed. Da muligheden opstod som assistent, var det en fin måde at komme ind på et nyt kontinent og liga uden at have det samme kendskab til spillerne og fodbolddelen herovre.
- I Danmark kender jeg stort set alle spillere, men i starten var der nogle blinde huller, men det er blevet bedre, siger Morten Karlsen til bold.dk.
Tænker du også, at det er gået stærkt for dig?
- Jeg vil sige så meget, at jeg er ked af, at det er sket på den baggrund, men det er også konsekvensen i den her branche.
- Den seneste sæson var heller ikke så god. Da jeg rejste herover, var det også med tanke på at være mere end assistent, men det er måske gået hurtigere, end jeg havde regnet det.
Karlsen fortæller, at han overvejede jobtilbuddet lidt, inden han sagde ja, da han var ansat af landsholdet.
- Jeg sagde farvel til min tjans som scout for landsholdet, da jeg ikke kunne rejse. Det var da en overvejelse, men det var stort set det, som jeg havde. Jeg havde også et ønske om, at jeg gerne ville prøve noget andet.
Skulle omstille sig
Den midlertidige Orange County-cheftræner synes, at det har været interessant at blive kastet ud på dybt vand ved at rejse til USA, og det gør heller ikke noget, at omgivelserne er fremragende.
- Jeg har været en del år i Danmark, og jeg kender det danske miljø. Der er også noget ved at skulle omstille sig til en anden liga på det personlige plan, så det var også en af overvejelserne ved at tage herover. Det er det, som jeg vokser mest af, siger Morten Karlsen til bold.dk og tilføjer.
- Det primære for mig er min karriere, og det sekundære er det andet. Der er utrolig flot herovre, og der er et dejligt, mildt klima, og der er sol det meste af tiden. Jeg forstår, hvor unikt det er i Orange County, det er en oase. Det primære er jobbet.
Morten Karlsen og Orange County SC er nummer 21 ud af 24 hold i USL, og Karlsen har ikke fået den bedste start som cheftræner, da det er blevet til tre nederlag i fire kampe.
Danske Daniel A. Pedersen og Emil Nielsen er en del af Orange County SC.
44-årige Karlsen har tidligere været assistent i AGF samt træner i HB Køge.


Orange County SC
North American Soccer League



































