Emil Riis' nylige korsbåndsskade har fået sat gang under kedlerne i Championship-klubben Preston.
Holdet har hentet angriberne Tom Cannon i Everton og Liam Delap i Manchester City på lejeaftaler, og nu har klubben tilmed forlænget den 34-årige Ched Evans' kontrakt.
Den walisiske angribers oprindelige kontrakt ville udløbe om et halvt år, men den løber nu frem til sommeren 2024.
Det glæder Evans sig over.
- Jeg er henrykt. Det er fantastisk at få et år mere i klubben.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har det godt, og jeg føler mig stærk i øjeblikket. Jeg er glad for, hvordan det går, og det er længe siden, at jeg har været i så god form, siger den 34-årige angriber til klubbens hjemmeside.
Evans har scoret seks mål i 20 kampe i den nuværende Championship-sæson.
Angriberen har spillet for en række forskellige engelske klubber gennem sin karriere, hvor han startede som ungdomsspiller i Manchester City.
Preston-manager Ryan Lowe har meldt ud, at Emil Riis vil sidde ude i op til otte måneder.
Den danske angriber står noteret for fem mål i 25 optrædener i denne sæson.

Preston
Championship




































