Et stort chok har ramt Frederik Carstensen og hans norske klub Sarpsborg.
Den danske offensivspiller har fået konstateret en medført sygdom, der udvikler sig til et permanent nyresvigt.
Derfor skal han have foretaget en nyretransplantation, og det kan føre til, at 23-årige Carstensen må stoppe fodboldkarrieren.
- Vi har opdaget, at Frederik har en medfødt sygdom, som har vist sig at udvikle sig til et permanent nyresvigt. Sygdommen er så alvorlig, at Frederik har brug for en ny nyre. Frederik er under god opfølgning af specialister, som følger hans situation tæt, siger Sarpsborg 08’s klublæge Petter Morten Pettersen.
- Det er usikkert, om Frederik vender tilbage på fodboldbanen, men det er heller ikke udelukket. Der er flere gode eksempler på topidrætsudøvere, som er kommet tilbage efter en nyretransplantation.
- Som klub og medicinsk team vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at få Frederik tilbage på banen.
Sarpsborg oplyser videre, at klubben vil holde en plads åben på deres udlandskvote, så der er plads til Carstensen, hvis han vender tilbage.
- I en situation som denne trumfer det menneskelige aspekt alt. Som klub har vi også valgt at holde en plads på udenlandskvoten åben for at følge Frederiks situation, siger sportschef Hampus Andersson.
- Vi har alle et mål om, at han kan spille i løbet af efteråret før transplantationen, men igen – Frederiks helbred kommer før alt andet. Alle i klubben hepper på og støtter Carstensen i det, som for ham er en meget krævende tid. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få det bedste ud af situationen.
Frederik Carstensen, der er lillebror til Rasmus Carstensen, kom til Sarpsborg i sommeren 2024 og har spillet 18 kampe med fire mål og tre oplæg til følge. Han har ikke været i kamp siden maj.
Han har desuden en fortid i Silkeborg og FC Fredericia.


Sarpsborg 08
Norge Eliteserien





























