




- Jeg synes jo ikke, der er straffe. Det er den værste regel i fodbold.
Cheftræner Bo Svensson var klar i mælet, da han efter 4-1-sejren over Inter Turku skulle sætte ord på den situation, der pludselig skabte spænding i Parken torsdag aften.
Ved stillingen 2-0 blev kampens dommer kaldt til VAR-skærmen og pegede efterfølgende på pletten, fordi Felix Beijmo havde haft hånden på bolden.
Det førte til tydelige frustrationer fra Bo Svensson ude på sidelinjen, og han lagde heller ikke skjul på sin utilfredshed, efter at Conference League-billetten var kommet i hus.
- Det giver ikke nogen mening. Det må der være nogle andre, der kan fortolke på, men hvis bolden bliver rettet af en halv meter fra dig, og du får den op på hånden, så kan du jo ikke nå at reagere.
- Hvad har det af betydning for fodboldspillet? Det giver ingen mening.
- Jeg kan ikke finde hoved og hale i det, og det har ikke noget at gøre med, at det var os, det gik ud over. Det er bare imod spillets ånd.
Straffesparket betød, at Inter Turku fik reduceret til 1-2, inden William Clem små ti minutter senere skabte lettelse og glæde i Parken med sin scoring til 3-1.
- Jeg er ekstremt glad for måden, vi reagerer bagefter. Vi presser højt og går bare op for at vinde bolden, og William sparker den fantastisk ind. Det var ikke noget med at blive bange. Vi tror på os selv, og så stak vi kniven ind der i stedet for.


FC København
Inter Turku
ECL-kval
























