DBU’s governance- og udviklingskomité anbefaler DBU's bestyrelse at bakke op om Saudi-Arabiens bud på værtskabet for VM i 2034, hvor landet er det eneste, der har budt på slutrunden.
Det fortæller Helle Thorning-Schmidt, der står i spidsen for komitéen, til Politiken.
Til mediet forklarer hun, at hun havde foretrukket, at FIFA havde flere værtskandidater, men slår samtidig fast, at fodbold-VM ikke bør bruges som arena for politiske kampe.
Helle Thorning-Schmidt fremhæver anbefalingen med, at både Danmark og EU har almindelige diplomatiske relationer med Saudi-Arabien, samt at Saudi-Arabien er et vigtigt land for dansk erhvervsliv.
Artiklen fortsætter efter billedet

Menneskerettigheder
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International og Sports & Rights Alliance (SRA), der er en samling af ngo'er, internationale fagforbund og fangrupper, har tidligere meldt klart ud, at Saudi-Arabien ikke bør være vært for VM, da de overtræder menneskerettighederne.
- Til det er der at sige, at det skal vi kæmpe for på alle måder. Det er godt, at Amnesty International går ind i de her spørgsmål og sætter spørgsmålstegn ved nogle ting, som de gør i forhold til Saudi-Arabien. Men et fuldendt demokrati kan ikke være et kriterium for, hvem der kan afholde slutrunder. Over halvdelen af verdens befolkning lever ikke i demokratier, siger Thorning-Schmidt til Politiken.
Det er 11. december, at FIFA på en kongres skal beslutte, hvor slutrunderne i 2030 og 2034 skal afholdes.


VM


































