Efter to år i Sønderjyske skal Christoffer Remmer snart videre.
Der Nordschleswiger skrev tirsdag, at Remmer ligesom Jonas Thorsen, Troels Kløve og Emil Berggreen ikke får forlænget deres kontrakt, og nu bekræfter Remmer selv.
- Jeg havde en snak med klubben i forgårs, hvor jeg fik at vide, at det ikke bliver mig, de satser på, så vi siger farvel efter sæsonen, fortæller Remmer til Bold.
Højrebacken med fortid i FC København har endnu ikke klarhed over planen for, hvad der nu skal ske.
- Den er faktisk ikke blevet lagt endnu, fordi det er så kort tid siden, at jeg har fået afklaring. Jeg er rimelig åben og er bare klar til at give den en skalle, og så må vi se, hvor det bringer mig hen.
Remmer har i denne sæson blot spillet fire kampe for Sønderjyske, men det er der en god – og også ret skræmmende – forklaring på.
- Jeg har jo haft et af de mest uheldige år, som man kan have. Jeg har været skadet i løbet af sæsonen, og så fik jeg meningitis tilbage i september måned, så jeg har været sat ud af spillet.
- Nu er jeg endelig fit for fight og kampklar. Jeg har spillet to træningskampe og er frisk igen, siger Remmer.
Meningitis er en særdeles sjælden betændelse i hjernehinderne, der let kunne have kostet Christoffer Remmer livet, hvis ikke der blev reageret så hurtigt, som der gjorde.
Torsdag kan du læse Remmers fortælling om det vilde forløb og kampen tilbage.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Sønderjyske
Betinia Liga
































