21-årige Nick Ragus er i sommerpausen skiftet fra FC Midtjylland til lokalrivalerne fra Viborg, men han er faldet fint til i klubben, hvor han på forhånd kendte Søren Ulrik Vestergaard fra diverse U-landshold.
- Jeg håber på, at vi rykker op det første år. Og at jeg bliver en fast del af holdet - en vigtig del af holdet. Når man spiller på dette niveau, vil man gerne gøre en forskel. Det drømmer jeg også om, siger Ragus til klubbens hjemmeside.
Ragus var lidt skadet, da han skiftede til Viborg, men er klar nu og har fået den sidste halve time i træningskampene mod Gais og FC Midtjylland, og han satser på succes i 1. division.
- Vi har spillet god fodbold, selv om resultaterne ikke har været med os. Og humøret er højt, selv om vi træner hårdt. Det er en af fordelene, vi har ved at være fuldtidsprofessionelle. Så satser vi på at smadre vores modstandere fuldstændigt, når de er løbet tør for kræfter, siger Ragus.
Nick Ragus, der spillede i B1913 inden skiftet til FC Midtjylland i 2005, har lavet en to-årig kontrakt med Viborg.


Viborg FF
Betinia Liga































