Serie C-mandskabet LR Vicenza har fået en dansk cheftræner ved roret i form af den tidligere AGF- og FC København-spiller Dan Thomassen.
Lige nu indtager LR Vicenza en femteplads i Serie C - Girone A, men ambitionerne er større end det.
En oprykning til Serie B er nemlig det store mål, siger 42-årige Thomassen til bold.dk.
- Klubben har ikke lagt skjul på fra starten af sæsonen, at den gerne vil op i Serie B. Det er stadig et mål, siger Dan Thomassen til bold.dk.
Er femtepladsen i rækken en skuffelse?
- Jeg ved ikke, om vi skal snakke om skuffelse. Der er kun ét hold, der rykker op i denne række, så regnestykket er hurtigt gjort. Hvis man ikke kan få den, så kan man komme til Serie B via et slutspil. Det er heller ikke noget, som jeg har i tankerne i forhold til, om det er en skuffelse eller ej.
- Det handler ikke om det lige nu. Vi skal finde noget stabilitet, og vi skal tænke på vores præstationer på kort sigt og få bygget på.
- Tid er der ikke meget af, og der er fem kampe tilbage, og der er en returkamp i cupfinalen. Vi skal forsøge at lære hinanden at kende så hurtigt som muligt.
Stort at rykke op
Thomassen tilføjer, at en sejr i Serie C-cupturneringen kan give holdet en fordel i det eventuelle playoff-spil i form af en plads i anden fase.
Puljens nummer to til ti bliver en del af slutspillet sammen med hold fra de andre Serie C-puljer.
Det vil betyde meget for Thomassen og klubben at rykke op og få et trofæ i skabet.
- Det giver selvfølgelig en fordel i forhold til slutspillet og et trofæ til klubben. Det er vi godt klar over. Nu har vi tre kampe før cupkampen, og nu har vi alle tanker på søndagens kamp, siger Dan Thomassen til bold.dk og tilføjer.
- Det vil først og fremmest betyde rigtig meget for klubben og spillerne. Det vil betyde meget for alle.
Søndag skal LR Vicenza møde Arzignano, der er midt i rækken.


Vicenza
Serie C


































