Vitesse har de seneste år været ude i lidt af et stormvejr.
I 2024 rykkede den hollandske klub ud af den bedste række som følge af en pointstraf på 18 point.
Efterfølgende mistede Vitesse licensen og var truet af konkurs, men klubben blev reddet på målstregen.
I sidste sæson fortsatte de økonomiske problemer, og som følge heraf blev klubben undervejs fratrukket 39 point.
Tidligere i juli meddelte Vitesse, at klubben havde tabt en appelsag, og derfor starter man den nye sæson med minus 12 point.
Få dage senere blev Vitesses licens inddraget, men nu har kaosklubben valgt at appellere den vurdering.
På klubbens hjemmeside fremgår det, at man har sendt et klageskrift til ankeudvalget.
- Vitesse har nøje gennemgået licenskommissionens afgørelse. Selvom klubben forstår, at ting i fortiden kunne og burde være håndteret anderledes, kan den ikke genkende sig selv i alle de seneste anklager.
- Vitesse er bestemt selvkritisk omkring egne handlinger, men mener, at afgørelsen ikke anerkender alle de anstrengelser, klubben og den tilsigtede storaktionær ‘Sterkhouders Vitesse Arnhem’ har gjort.
- I den seneste periode har klubben netop forsøgt at skabe gennemsigtighed, samarbejde og en bæredygtig, regional løsning for klubben, dens medarbejdere, fans, sponsorer og øvrige Vitesse-tilhængere, lyder det i et statement på Vitesses hjemmeside.
Vitesse overlevede i sidste sæson i den næstbedste hollandske fodboldrække med bare fem point. Man kan nemlig ikke rykke ned.


Vitesse
Eerste Divisie


































