Bournemouth-angriberen Kieffer Moore har haft en fin sæson i Premier League, hvor han har scoret fire mål.
Men til Wales' kamp mod USA, som endte 1-1, måtte han nøjes med en plads på bænken.
Angriberen kom ind efter pausen, og nu håber han, at han får en startplads mod Iran, som Wales møder fredag klokken 11.
- Man drømmer om at spille VM.
- Hvis jeg starter på fredag, så bliver det et stolt øjeblik for mig og min familie, og det er noget, som har taget meget hårdt arbejde og dedikation.
- Det er managerens beslutning, fortæller han på et pressemøde ifølge Bournemouth Echo.
Moore fortæller også, at han gik efter at skabe ravage, da han blev skiftet ind i kampen mod USA.
- Jeg ville have en effekt på kampen, og forhåbentlig starter jeg inde fredag.
- Alle spillere vil spille alle kampe ved VM. Hvem vil ikke spille? Men i sidste ende er det trænerens beslutning, siger han.
Wales' sidste kamp i gruppespillet bliver mod England. Den kamp spilles den 29. november.


VM
Wales


































