Danmark -10 hurtige: Tv-eksperten blev paf over Lewa
2020-11-15 10:00:03
Foto: Delhi Dynamos

10 hurtige: Tv-eksperten blev paf over Lewa

Utrolige Robert Lewandowski og geniet Morten Olsen imponerede Mads Junker, som stortrives i rollen som skarp tv-ekspert.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

bold.dk er klar med en ny udgave af '10 hurtige', hvor spillere, trænere og andre fodboldpersonligheder får ti spørgsmål, som vi normalt ikke stiller dem.

Nordsjællandske Mads Junker startede karrieren i Lyngby, og efter et ophold i Brøndby havde han succes i både Ølstykke og FC Nordsjælland, inden udlandet kaldte. 

Junker kommer blandt andet ind på de vildeste modstandere, han nåede at møde, en ekstremt dygtig landstræner og om at stortrives i rollen som fodboldekspert for TV 2. 

Fik du det ud af karrieren, som du havde håbet på?

- Det fik jeg, og mere til!

- Jeg havde et temmelig begrænset talent, og fodbolden var ikke den sport, jeg klarede mig bedst i som ung. Der var tennis- og håndbold-resultaterne bedre, mens jeg løb rundt om Humlebæks drenge- og juniorhold uden nogle ambitioner om en fodboldkarriere.

- Med det in mente, så var 16 års professionel karriere, med ni år i udlandet, landskampe, et danmarksmesterskab og en efterfølgende levevej et rimelig godt outcome, siger Junker med et grin.

Er du skuffet over, at det ikke blev til mere under Laudrup i Brøndby?

- Ja og nej. Det var en kæmpe oplevelse at træne under Michael og Faxe, der på mange måder ændrede kulturen og synet på fodbold i Brøndby.

- Jeg var hentet til et halvt år tidligere af Åge Hareide og fik en del kampe i foråret, hvor vi senere blev danske mestre. Jeg havde ikke den store andel i det, må jeg erkende, men Åge troede på mig, og vi spillede altid med to angribere, primært Ruben Bagger og Peter Madsen på det tidspunkt.

- Da Michael kom til, ændrede han som det første systemet, så det blev 4-3-3, og jeg har altid haft svært ved at spille alene-angriber, da min teknik og fysik var noget udfordret. 

- Min evne til at score mål og snuse chancer op var min force, og derfor fungerede jeg altid bedst i tomands-angreb.

Hvad var det største øjeblik i din karriere?

- Mit mål mod Tyskland i 2010. Vi spillede 2-2 i Parken, og det endte med at blive mit eneste landskampmål.

- På klubplan har der været fede øjeblikke, hvoraf det mest specielle nok var vores 4-2 comeback-sejr med Vitesse hjemme mod Ajax i 2006. Vi var nede 0-2 ved pausen mod et Ajax-hold med Sneijder, Huntelaar, Vermaelen, Verthongen og Babel på holdet, som havde udspillet os.

- Vi vendte dog opgøret på hovedet i anden halvleg, hvor jeg udlignede til 2-2 og min bror, forældre og farmor var på plads på stadion, da vi spillede 24. december. 

- Vi havde sat and i ovnen, inden vi tog mod stadion og gjort klar til dansk jul, så det blev en mindeværdig juleaften, der senere skulle vise sig at blive min farmors sidste. Det vil jeg altid mindes både sportsligt og personligt.

Hvem er den bedste holdkammerat, du nåede at spille sammen med?

- Det er sjældent kun en enkelt, man kan fremhæve, da der er forskellige ting, diverse holdkammerater har været gode til. 

- Kahlenberg og Agger var unikke talenter, da jeg spillede med dem i Brøndby, og senere på landsholdet, og de fik jo også en temmelig flot karriere. 

- Christian Eriksen var lysår foran sin alder, da jeg mødte ham i Æresdivisionen og på landsholdet som ung spiller. Så dem vil jeg nok fremhæve af danske spillere.

- I udlandet sluttede jeg af som holdkammerat med Alessandro Del Piero. Han kunne stadig sparke et rimelig præcist frispark, skulle jeg hilse at sige, samt tæmme en hård aflevering i knæhøjde, fandt vi ud af.

Hvem er den bedste træner, du nåede at have?

- Morten Olsen. Uden tvivl.

- Han åndede fodbold som landstræner og så alle landsholdspillernes kampe. Han kunne kortlægge dine løbemønstre fra dine seneste ti opgør uden at fortrække en mine, når han evaluerede ens klubpræstationer.

- Han var og er utrolig udansk i sin trænertilgang, da han forlanger koncentration i alle træningsøvelser og konstant var i gang med at tænke nye træk og udviklingsmuligheder for sit hold. 

- Det er ikke underligt, at Kasper Hjulmand er stærkt inspireret af Olsen, og jeg synes, det er trist, at Olsens eftermæle er noget grumset med tanke på hans dedikation til såvel landsholdet som retningen for landsholdet og DBU.

- Desværre passede jeg, igen, ikke ind i en 4-3-3, ellers havde jeg nok nået lidt flere landskampe med over 50 mål i tre sæsoner i Æresdivisionen.

Hvor trivedes du bedst - i Holland eller Belgien, og er de to lande meget ens at leve i?

- Holland, klart. Jeg kom dertil som 24-årig, og landet og kulturen endte i den grad med at krybe ind under huden på mig. 

- Der er mange ligheder med Danmark, men også nogle klare forskelle, og det var virkelig sundt for mig at komme væk fra Danmark og få et andet syn på vores samfund generelt, og dansk fodbold i særdeleshed.

- Belgien og Holland er til gengæld vidt forskellige, noget der overraskede mig en del. Alting er afklaret og fungerer i Holland, mens Belgien i den grad slås med en splittet nation internt, hvor Flandern og Vallonien aldrig kommer til at holde ret meget af hinanden.

- I midten af den magt-balance ligger Bruxelles, som næsten ser sig selv som en selvstændig stat i landet. 

- Også fodboldmæssigt var og er Belgien meget anderledes, da hollænderne har en opfattelse af selv at have opfundet spillet, noget Rinus Michel på trænerbænken og Cruyff på banen primært indoktrinerede landet med via deres total-fodbold i 70’erne, inden Cruyff dannede skole for såvel Ajax som FC Barcelona for, hvordan 'rigtig' fodbold spilles.

- Den selvopfattelse er noget anderledes i Belgien, hvor nationens 1986-hold stadig hyldes, men ellers er der ikke den voldsomme tilslutning omkring de røde djævle, selvom det seneste årti har samlet nationen noget mere grundet resultaterne.

Hvem var den hårdeste modstander, du nåede at stå over for?

- Nationalt var det Daniel Agger. Både til træning og i direkte dueller i Superligaen. Han var kontant, hurtig og virkede samtidig iskold, når bølgerne gik højt på banen.

- Internationalt var spillere som Alderwerield, Jaap Stam, Alex (kæmpen fra PSV og Brasiliens landshold) samt Koulibaly fra Napoli nok de sværeste direkte modstandere.

- Længere fremme var det en øjenåbner af rang, da vi mødte Dortmund i en træningskamp i 2013. 

- Lewandowski var ganske enkelt en klasse over alle andre i forhold til tæmninger, spilforståelse, afslutninger og alt det, vi har set igennem et årti fra ham. 

- At se det, mens man spillede mod ham, var alligevel en oplevelse, da det er de små detaljer, der adskiller de allerbedste fra den store masse af dygtige spillere.

- Det var det samme med Cristiano Ronaldo i kampene mod Portugal op til EM 2012, hvor han i Parken fik en Select-bold til at knække i luften ved hans mål på en måde, som Martin Jørgensen, Simon Kjær, Christian Eriksen og Bendtner havde prøvet i fire dage i træk efter træning. 

- Sådanne øjeblikke er fede at huske tilbage på, da man så dem fra nærmeste hold.

Har du nogensinde spillet på hold med en, der var klogere end dig selv?

- Haha, det var sgu et spøjst spørgsmål! Men jo, det har jeg helt sikkert, primært i tiden i Danmark, hvor vi jo vægter uddannelse temmelig højt. Det var ikke altid tilfældet i tiden i udlandet.

- Så rent akademisk kan jeg vist ikke påstå, jeg var en ener, men på rendyrket fodboldviden og -interesse skilte jeg mig nok ud, da jeg altid har brugt meget tid på den slags.

- Fodboldhistorien synes jeg, som lille dreng, var enormt spændende, og det giver et godt afsæt til perspektiveringer i mit nuværende arbejde som fodboldsekspert, da rigtig mange historier og fortællinger trækker tråde tilbage til fodboldens tidligere æraer. 

- Særligt når vi snakker EM- og VM-slutrunder synes jeg, det har en vigtig rolle, da landendes præstationer oftest skal holdes op imod et historisk lys.

Hvordan var det at spille i Delhi Dynamos?

- Det var anderledes! Og varmt!

- Morten Skoubo og jeg havde en fed tid i vores fire-fem måneder i Delhi, hvor vi mødte mange af 90’ernes og 00’ernes store stjerner. 

- Det var Nesta, Materazzi, Anelka, Capdevilla, Ljungberg, Del Piero, Trezeguet, Luis Garcia og David James for bare at nævne nogle stykker, og så var Zico på trænerbænken for FC Goa.

- Så jævnfør min interesse for fodboldhistorien, var det lidt af en oplevelse at bevæge sig rundt blandt de kæmpe stjerner. Heldigvis oplevede vi også en del andet i tiden i Indien, men det er nok for langt at uddybe her.

Ser du dig selv i en rolle i fodboldens verden en dag, som træner eller lignende, eller fortsætter du hellere som ekspert?

- Jeg har aldrig været særlig vild med det daglige liv som fodboldspiller, hvor man konstant står til rådighed for klubben. Masser af fritid, men meget lidt frihed. 

- Det er anderledes, når man sidder i et studie eller en kommentatorboks og forsøger at analyserer de ting, man ser i spillet i diverse kampe.

- Det er umuligt at gøre alle tilfredse, og vi 'eksperter' har alle en forskellig stil i forhold til formidling, stemme, ordvalg, viden og så videre, men arbejdet med fodbold er, for mig, langt sjovere som ekspert.

- Så det korte svar er nej, jeg bliver ikke træner, det er der andre tidligere kollegaer, med større kvalifikationer, der kan tage sig af. Så bruger jeg tiden i et opvarmet studie med et lager af (ir)relevant viden om spillere, hold og lande, siger Junker.

Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce