Emil Ølvang er en rigtig klubmand.
Offensivspilleren har været en vigtig del af 3. divisionsmandskabet Roskilde KFUM i mange år, og nu kan han glæde sig over en flot milepæl med klubben.
I weekenden stod Roskilde KFUM og IF Lyseng over for hinanden, og det var ikke en helt tilfældig kamp, da Emil Ølvang spillede sin kamp nummer 250 for førsteholdet.
Den 27-årige offensivspiller siger til bold.dk, at han er meget stolt.
- Det er kæmpestort. Det er der ikke mange, der gør. Nu har jeg været her i mange år fra Serie 1 af, og der er mange gode minder. Det har været sjovt at se klubben udvikle sig og rykke op flere gange, siger Emil Ølvang til bold.dk.
Du fik debut som 16-årig mod Brøndby i Serie 1, og nu har du 250 kampe på CV’et. Havde du regnet med det?
- Nej, ikke på det tidspunkt. Jeg vidste ikke helt, hvor bar henad, men jeg er bare så glad for at spille i klubben. Det har altid været det samme og de mennesker. Jeg har ikke haft lyst til at ville væk, og der er også flere af mine holdkammerater, der har spillet mange kampe for klubben. Jeg er bare glad for at være her.
Husker du debutkampen mod Brøndby?
- Jeg husker den kun meget svagt, siger han med et smil.
Udover at fejre en flot milepæl i lørdagens kamp mod Lyseng, så kunne han også krone lørdagen med en scoring. Dog var det ikke nok til en sejr, da kampen endte 1-1.
- Det var specielt at score. Nu har vi haft en svær periode, og jeg blev opereret i knæet i december, så det var stort. Det var selvfølgelig meget bittert, at de scorede til sidst, for vi kunne virkelig godt have brugt de tre point.
Der er også sket lidt med klubben gennem årene, fortæller Emil Ølvang.
- Setuppet er blevet en del mere professionelt. Det er nok der, hvor jeg kan mærke den største ændring. Det er bare en del forskel fra Serie 1 til 3. division. Det er nok den største ting, der har været, siger Emil Ølvang til bold.dk.
I denne sæson har Emil Ølvang spillet 14 kampe for Roskilde KFUM, og her har offensivspilleren leveret to mål.
Ølvang og co. skal i aktion mod Herlev i den sidste kamp af grundspillet i 2. division lørdag 9. april. Roskilde KFUM er placeret som nummer 10 ud af 12 hold.


CampoBet 3. division
Roskilde KFUM


































