5. dec: Ungarsk forfald og tomme gader

I opstarten til 2007’s forårsæson ragede den dengang 26-årige Rajko Lekic efter et år i klubben uklar med OB. Fynboerne forsøgte at finde en svensk eller norsk klub til angriberen, men det endte i stedet med et lejemål i noget så fodboldeksotisk som Ungarn og klubben Zalaegerszegi, der fem år forinden havde vundet deres første og siden eneste mesterskab.

Ambitionerne var fortsat høje i Zalaegerszegi, og Lekic så frem til udfordringen.

- Jeg tog derned og forventede en top-3-klub, som spillede positiv fodbold. Men jeg må erkende, at det blev en stor oplevelse, bare ikke den mest positive af slagsen. Jeg havde egentlig spillemæssigt fem gode måneder dernede. De virkede også meget tilfredse med mig og forsøgte at købe mig fri, men det havde jeg ikke lyst til, siger Rajko Lekic til bold.dk. 

Bunden af 1. division

Det gik hurtigt op for Lekic, at ungarsk fodbold var langt fra tidligere tiders storhed, og trods 65.000 indbyggere var Zalaegerszegi langt fra den mest livlige by.

- Der var selvfølgelig tre-fire hæderlige hold dernede. Blandt andet Debrecen, som har været med i Champions League fornyligt. Men altså man så også, at de fik stor røvfuld gang på gang, og jeg vil skyde de andre hold i rækken til at have et niveau omkring midten af den danske 1. division eller lavere, siger Lekic, der også var langtfra imponeret af faciliteterne.

- Der er to-tre pæne stadions i Ungarn, men der er også et par stadions, som man vel ikke kan kalde stadions. Det er nærmere reserve- eller træningsbaner. De fleste steder er meget faldefærdige og der er stort set ingen tilskuere.

- Jeg kan kan huske, vi var på besøg hos et af de mindste hold. De havde plads til måske 1000 tilskuere, men der var vel kun 300-400. Da vi skulle klæde om, fik jeg et chok. Uden at overdrive, så var der kun plads til 7-8 mand ad gangen. Vi måtte stå udenfor og vente på, at en holdkammerat blev færdig, så en ny kunne klæde om. Det var nærmest bare en bænk, fortæller en grinende Lekic. 

Låst fast på hotelværelset

Endnu værre blev det for angriberen, når han havde fri. Kæresten var blevet hjemme i Danmark, og den udadvendte Lekic var overladt til sig selv, når han skulle opleve lokalområdet. Men det blev der ikke meget af.

- Byen var mildest talt helt død. Der var ingen mennesker i gaden, og der skete ingenting overhovedet. Der var meget få butikker at shoppe i, og de havde ikke de ting, som jeg kunne tænke mig. Jeg gik på indkøb efter nogle fodboldstøvler, og det kunne man godt få. Men størstedelen af dem var fake og lavet af plastic, fortæller Lekic, der ikke bare kunne smutte til flotte Budapest.

- Der var godt to timers kørsel til Budapest, men desværre havde jeg mistet mit kørekort kort inden, jeg tog derned. Klubben ville ellers stille en bil til rådighed, men det kunne jeg jo ikke tage imod, og jeg var ligesom låst fast på mit hotelværelse og i byen.

- Det eneste jeg kunne lave, var at træne fra 10 til 12 og så tage hjem på hotelværelseset og se film eller være på nettet, indtil jeg skulle i seng. Sådan gik dagene, og jeg skal love for, at jeg fik set rigtig mange film dernede. Men det blev satme kedelig i længden.

Spanien - en verden til forskel

Den livlige angriber skynder sig dog at tilføje, at det ungarske eventyr ikke bare var en lang nedtur.

- Jeg spillede nogle kampe og der var også nogle rigtige flinke gutter på holdet, som jeg snakkede meget med. Økonomisk kan de altså også noget dernede, og det skal jeg indrømme også var noget af det, som tiltrak mig i første omgang. Men jeg skal trods alt nok aldrig derned igen, siger Lekic, der blev hentet hjem af Esbjerg, som købte ham ud af OB-aftalen og dermed også opholdet i Zalaegerszegi.

- Jeg var meget glad, da Esbjerg kom på banen. Jeg fik muligheden for igen at spille Superliga og komme hjem til kæresten og vennerne, så det var et nemt valg, siger den nuværende Silkeborg-profil, der dog også kan se tilbage på et langt mere positivt udlandsophold.

- I forhold til mit ophold i Xerez var Ungarn nærmest så forskelligt som det kan blive. I Spanien var der sol, varme og flotte baner. Det var livet dernede, og jeg kunne godt forstille mig, at vi flytter derned igen på et tidspunkt.

Læs med i morgen, når vi igen snakker med en fodboldpersonlighed, der har været eller er på eventyr i det mere fodbold-eksotiske udland.

mikael@bold.dk