Regnen silede ned fra Aydin Uslus første fløjt, da Vejle og Sønderjyske delte i porten med stillingen 2-2. Det endte med at blive en rodet, glat og målrig affære, hvor tilfældighederne spillede ind i en kamp, hvor begge mandskaber matchede hinanden.
Det var den målfarlige midterforsvarer Maxime Soulas, der bragte gæsterne fra Haderslev foran med 1-0 efter blot et kvarters spil. Lirim Qamili udbyggede stillingen kort tid efter, med et skuttende lavt frisparksmål.
Hjemmeholdets midterforsvar ville også vise sig fra sin bedste side med og med et flot hovedstødsmål fra Stefan Velkov, så gik de to mandskaber til pause med stillingen 2-1 til Sønderjyske.
Anden halvleg var ligeså dramatisk, da Vejle sent i kampen fik et straffespark. Sønderjyskes træner Thomas Nørgaard røg derefter næsten i totterne på en af hjemmeholdets fans, hvor cheftræneren måtte hives væk af assistentræner Simon Poulsen.
Christian Gammelgård udnyttede straffesparket og bragte Vejle på 2-2. Dette blev også kampens slutresultat.
Pointdelingen fastslår altså status quo i bunden af Superligaen efter en dramatisk affære.
Artiklen fortsætter efter billedet

Var handskerne våde Vekic?
Spiller hjemmeholdet
Selvom Vejle havde lagt en spiller under muren, så hjalp det lige lidt, da Lirim Qamili sparkede bolden under muren på et frispark. Bolden havde ikke en særlig god placering, faktisk var den placeret lige ved siden af målmand Igor Vekic. Her gled den våde bold væk fra ham og endte i nettet til stor frustration for den uheldige involverede, men også hjemmeholdets fans. Et målmandsdrop, der sendte et skuffende suk gennem Nørreskoven.
En uventet topscorerkandidat?
Spiller udeholdet
Maxime Soulas er en målfarlige herre. Det beviste han endnu engang, da den tårnhøje midterforsvarer bragte gæsterne foran efter blot et kvarter af søndagens kamp mod Vejle. Det var sæsonens tredje scoring for Soulas, der dermed bringer sig øverst på topscorerlisten for Sønderjyske i superligaregi. Den franske midterforsvarer skal måske overveje at gå efter en uventet topscorertitel i Sønderjyske.
Laveste i ligaen
Statistik i fokus
42,6 % - det er Sønderjyskes gennemsnitlige boldbesiddelse i denne sæson, den laveste i hele Superligaen. Holdet fra Haderslev efterlader ofte initiativet til modstanderne, men er særdeles drilske på kontraangreb, hvor Lirim Qamili og Olti Hyseni er faretruende. Den lave boldbesiddelse var dog ikke tilfældet mod Vejle, hvor de tog styringen af kampen tidligt og var dominerende på bolden. Derfor endte de på 51 % boldbesiddelse i kampen.
Undervurderet lokalbrag
Fans i fokus
Det tætteste Sønderjyske kommer på et lokalopgør i Superligaen er mod Vejle, og det kunne mærkes fra de medrejsende fans fra ”Blue Section”. De var mødt talstærkt op på udebaneafsnittet og gjorde deres bedste for at give gæsterne det nødvendige rygstød. Selvom de var markant færre tilstedeværende end de stemningsskabende fans på ”Blok E,” så matchede de både energi- og lydniveauet. Et vaskeægte og undervurderet lokalopgør.
Nørgaard mistede besindelsen
Træner i fokus
Diego Simeone blev udvist efter en batalje med en Liverpool-fan. Fra pressepladserne i Nørreskoven var det tydeligt, at en lignende situation var ved at gentage sig. Kort efter VAR-kendelsen røg Sønderjyskes cheftræner op til hegnet og skældte i meget grove træk en person fra publikum ud. Hændelsen blev ikke opfanget af kampens dommer, og det vides endnu ikke, hvad der blev sagt under udvekslingen. Han blev hevet væk af assistenttræner Simon Poulsen.

Make VM Great Again: Gruppegennemgang og Panini-listen
Drømmeklubben | Afsnit 1VM har føltes langt væk - og ikke kun fordi det foregår på den anden side af Atlanten.
Læs mere
Sønderjyske
Vejle Boldklub
3F Superliga





































