




Der var pres på begge mandskaber, da Randers FC tog imod AGF i mandagens lokalbrag. Klubberne var henholdsvis nummer 10 og ni i Superligaen.
Randers havde Christian Keller klar igen efter karantæne, mens Johnny Thomsen var klar igen efter en mindre skade. Ronnie Schwartz var med på bænken.
Hos AGF spillede Hjalte Nørregaard i stedet for Casper Sloth. Anders Kure var med efter udstået karantæne og afløste Arthur Sorin.
Kure kom i fokus allerede efter 17 sekunder. Her fik han Superliga-historiens hurtigste gule kort for et frispark på Kasper Fisker.
Randers dominerede fra kampens start. Efter 12 minutter fik Emil Ousager ikke fat på et hjørnespark. Mads Fenger trykkede af, men skuddet prellede af på oversiden af overliggeren.
Godt ti minutter senere havde Randers hjørne. Fisker sparkede hårdt, Mads Agesen snittede bolden videre, inden Djiby Fall headede kuglen ind via overliggeren. Det var angriberens første mål for Randers, efter han var kommet tilbage til klubben.
AGF havde ikke meget at byde på, men efter 35 minutter pressede Kasper Povlsen Christian Keller til et boldtab. Danny Olsen førte bolden frem og trykkede af. Peter Friis Jensen reddede, men returen røg lige ud til Jesper Lange, der let udlignede.
Syv minutter senere sparkede Olsen et frispark ind i hovedet på Kure. Hans hovedstød prellede af på overliggeren, men i to omgange lykkedes det Alexander Juel Andersen at bugsere bolden over stregen. Så stod det pludselig 2-1 til AGF.
I halvlegens overtid gik Kure ned i en voldsom tackling på Kasper Fisker. AGF-kaptajnen ramte godt nok bolden, men det gik hårdt ud over Fisker. For hårdt, mente dommer Lars Christoffersen. Han stangede det andet gule kort ud, så Kure måtte blive i kabinen efter pausen.
En mand i overtal skulle Randers forsøge at komme på tavlen igen. Jonas Borring kom tæt på med et tørt hug med højrebenet, men ellers havde de lyseblå svært ved at komme på skudhold.
I det 73. minut sendte Randers topscorer Ronnie Schwartz i spil. Han kom til en række afslutninger, men krudtet var ikke tørt.
Et par gange slap AGF afsted i kontraer. Fem minutter før tid strøg indskiftede Jens Jønsson ned ad højrekanten. Han centrede fladt til fremadstormende Danny Olsen. Han rundede Peter Friis og lagde fra en spids vinkel kuglen ind til 3-1.
Det blev kampens resultat. Dermed lykkedes det sensationelt for AGF at kæmpe sig fra 0-1 til 3-1 på trods af at have været en mand i undertal i hele anden halvleg.
Med sejren er AGF oppe på 29 point, a point med Esbjerg på femtepladsen. Randers er på 25 point, to mere end Viborg under stregen.


AGF
Randers FC
3F Superliga

































