Amager United -Amagerklubber slutter endelig fred
2007-05-16 10:16:06
Foto:

Amagerklubber slutter endelig fred

Farcen om Amager United synes at være forbi. Moderklubberne har endelig sluttet fred og er klar til at komme videre hver for sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Amager United begyndte som en vision om at skabe et nyt storhold på Amager, men det endte i total kaos. Det begyndte, da den ene af moderklubberne, Kastrup Boldklub, ville trække sig fra samarbejdet og i stedet tilslutte sig Fremad Amager og Øens Hold-projektet, som i mellemtiden er blevet afløst af FC Amager-projektet.

Den anden moderklub, Taarnby Boldklub, forsøgte at nedlægge fogedforbud mod drift af fodboldklub, altså gøre det ulovligt for dem at spille fodbold. Det mislykkedes imidlertid, og nu har klubberne besluttet at begrave stridsøksen.

- Jeg har jo resigneret, ganske enkelt. Der er ikke mere at komme efter, så jeg ved egentlig ikke, hvad vi skulle kæmpe videre for. Amager United går døden i møde - vi har ingen penge, intet fodboldhold, vi har faktisk ingenting, så der er ikke noget at drive, siger Taarnby Boldklubs formand, Peter Rosenberg, til AmagerBladet.

Formanden for Kastrup Boldklub, Søren Mortensen, ved endnu ikke, hvad der skal ske nu, hvor der er sluttet fred og klubberne kan se fremad.

- Vi ved jo ikke, hvad der sker. Lige nu er det jura på allerhøjeste - eller laveste - plan, så vi handler fra dag til dag. Jeg kunne godt gå rundt med armene i vejret efter Fogedrettens dom. Jeg er selvfølgelig glad, men jeg ved jo ikke, hvad folk kan finde på. Min fornuft siger mig, at når det sportslige samarbejde ophører, så er der ingen idé i at have et anpartsselskab længere.

Annonce
Annonce
Annonce