International -Danmark møder Paraguay i Århus
2006-01-25 17:04:45
Foto:

Danmark møder Paraguay i Århus

For første gang i 14 år spiller det danske A-landshold i provinsen, når VM-deltageren Paraguay er modstanderen 27. maj.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Tidligere i dag meddelte Paraguays fodboldforbund, at Danmark er den ene af sydamerikanernes modstandere i venskabskamp i Europa op til VM-slutrunden.
Da DBU bekræftede kampen senere i dag, var der samtidig en overraskelse i hatten: Kampen skal spilles på Atletion i Århus.

Atletion var senest ramme om en landsholdskamp i 2003, hvor A-landsholdet mødte AGF i en træningskamp. 
Århus var senest åstedet for en A-landskamp uden for Parken ved 1-0 sejren over Norge i en venskabskamp i april 1992 (matchvinder Lars Elstrup).

- Det bliver spændende at prøve med en A-landskamp i Århus. Vi er meget interesserede i at få landsholdet ud i provinsen, og vi har gode erfaringer med Århus fra vores testkamp mod AGF for et par år siden, siger landstræner Morten Olsen om spillestedet.

Olsen glæder sig også til at stå over for Paraguay, der er en af de efterhånden få modstandere af international klasse, som Danmark aldrig har stået over for. Kun U20-landsholdet og U21-landsholdte er registreret for kampe imod sydamerikanerne.

- Det er fint med endnu en modstander, der er kvalificeret til VM-slutrunden. De sydamerikanske spillere vil være topmotiverede i sådan en kamp, hvor der kæmpes om de sidste pladser i startopstillingen til VM. Det er samtidig inspirerende for os at møde et landshold fra det sydamerikanske kontinent, glæder Morten Olsen sig.

DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen bekræfter, at DBU selv tog kontakt til Paraguays forbund, da der havde været forlydender i pressen om, at holdet gerne ville møde Danmark inden VM som forberedelse til en indledende pulje med bl. a. Sverige til slutrunden i Tyskland.
Paraguay forbereder VM-slutrunde i træningslejr i Østrig, men har indvilliget i at flyve til Danmark for at spille kampen 27. maj.

Som en del af DBUs aftale med Parken efter nationalarenaens ombygning var det betinget, at A-landsholdet skulle spille alle deres kampe i Parken frem til 2007. Den passus forhandlede DBU ud af kontrakten, da aftalen sidste år blev forlænget.
Nu er den første landskamp i provinsen altså planlagt.

DBU håber at få arrangeret endnu en kamp i foråret inden VM-slutrunden.
Ud over Paraguay-mødet er der fastlagt en kamp imod Israel på udebane 1. marts og Frankrig i Lens 31. maj.
Den fjerde kamp skulle gerne lægges 3. juni.

Annonce
Annonce
Annonce