Fremad-træner: Vigtigst at spille topopgør
2005-09-27 17:48:40
Foto:

Fremad-træner: Vigtigst at spille topopgør

Fremad Amagers træner Benny Johansen kan sagtens acceptere, hvis topholdet ikke rykker op. Han vurderer, at topkampe er vigtigere for spillerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Fremad Amager er kommet godt fra start i 1.division i denne sæson, og med en overbevisende 4-1 sejr i weekendens topopgør mod oprykkerne fra Kolding FC, så overtog arbejder-klubben førstepladsen i 1.division på en bedre målscore. Amagers cheftræner Benny Johansen er tilfreds med den gode start, men vil ikke lægge for meget signal-værdi i den øjeblikkelige førsteplads. Den rutinerede lægger en større værdi i, at klubben er med i toppen:

- Vi prøver da at vinde hver gang, men målsætningen i denne sæson er en top seks-placering. For mig er det vigtigst, at spillerne kommer til at spille topkampe, som fx. i sidste weekend mod Kolding. Det gør ikke noget, at vi bliver nummer tre, men jeg vil gerne have, at spillerne får en vane med at spille topkampe. Vi vil gerne op i SAS Ligaen om to år måske, men det er måske ligeså meget organisationen i klubben, der skal omstille sig til det, siger Benny Johansen til bold.dk.

Den tidligere FC København- og Silkeborgtræner overtog for et års tid siden ansvaret hos Fremad Amager og ledte blandt andet klubben frem til en pokalkvartfinale i foråret. Efter et lille års tid på posten har Johansen haft muligheden for at præge holdet, men forklarer de gode resultater med en sammenspillet trup, der blot har ført forårets takter videre. Forsvareren Dennis Danry og keeperen Kim Drejs er begge skiftet til Sønderjyske, men den øvrige trup har været intakt:

- Grundlæggende er der ikke mange forandringer i vores spil. Vi startede sæsonen op stort set med samme stamme som i sidste sæson, så det var mere med at fortsætte arbejdet og få spillerne i god form. Vi starter sæsonen med to gode resultater mod Frem og Randers FC, og så tror spillerne selvfølgelig også mere på, at det kan lykkedes at skabe et godt resultat. Spillerne var allerede godt inde i 4-4-2-systemet, da jeg kom, og så har min assistent-træner Peer F.Hansen arbejdet med ekstra træning til vores forwards. Og de har været uhyggeligt skarpe, forklarer Fremad Amagers træner Benny Johansen.

Ny angriber - ny stil
Fremad Amager får ikke længere glæde af specialtræningen for angriberen Henrik Toft. Den fysisk-stærke forward er nu skiftet til Vejle, men nåede at score syv gange i sine seks kampe for Fremad, inden han drog til Vejle. Johansen erkender, at Tofts afgang er et tab for Fremads offensiv, men den erfarne træner har fået vendt tabet til et plus for mandskabets spillestil:

- Det var en stor streg i regningen at miste Henrik Toft. Han er en target-man, som har været frygtet blandt de andre hold i 1.division. Vores spil har da også båret præg af, at vi kunne spille den op på Henrik. Men så har jeg sagt, ok, vi må spille på andre strenge, så nu spiller vi mere med kombinationsspil langs jorden. Det har været at gå fra en styrke til en anden styrke, siger Benny Johansen.

Knap en tredjedel inde i sæsonen ligger Fremad Amager altså på førstepladsen, men klubben er ikke nogen given favorit til oprykning. Efter ni spillerunder er der blot to point, som skiller nummer et fra nummer seks, og Benny Johansen vurderer et tæt løb blandt bejlerne til oprykning til SAS Ligaen:

- Med undtagelse af Skjold og Brønshøj så kan de fleste hold i 1.division slå hinanden. Man kan ikke bare gå på banen og sige "dem slår vi". Hvis man ikke er helt klar, så taber man. Jeg tror, at de hold, der viser stabilitet og kommer ind i en god stime, vil klare sig rigtig godt i rækken, slutter Fremad-træneren.

nils@bold.dk

Annonce
Annonce
Annonce