Marc Olsen blev for nylig kåret som årets profil i 2. division Øst og føler sig godt tilpas i Hvidovre, hvor han kan kombinere fodbold og studier. Sidste efterår var han dog et smut i Australien og spille for Port Melbourne.
Den 26-årige offensivspiller tror, han ville have gode muligheder for at få kontrakt down under, hvis lysten skulle melde sig.
- Det var for en sekunda-klub, som jeg skulle forsøge at hjælpe med at rykke op i den bedste række. Jeg fik det hele betalt og levede som fuldtidsprofessionel i tre måneder og nåede at komme i rigtig god form. Jeg fik lavet nogle gode kontakter dernede, og jeg tror faktisk, jeg har ret gode muligheder dernede, hvis jeg ønsker at tage tilbage, siger Olsen til bold.dk.
- Jeg gjorde et godt indtryk. Men det var så kort tid, at jeg ikke var til prøvetræning i nogen A League-klubber eller noget.
Olsen er godt tilfreds i Hvidovre, men han vil ikke afvise, at lysten til et udenlandseventyr kan indfinde sig igen.
- Jeg skal ikke kunne udelukke, at jeg vil forsøge at få et udlandsophold igen, for det var skidesjovt. Det var fedt at bruge fodbolden på den måde og en fed oplevelse, siger Olsen.
Marc Olsen og Hvidovre overvintrer på førstepladsen i 2. division Øst.
kristian@bold.dk


Hvidovre IF
CampoBet 2. division
Port Melbourne Sharks SC
































