Tilbage i 2008 valgte forsvarsspilleren Jesper Andersen at stoppe karrieren, efter to års skadeshelvede. Andersen, der nåede at spille for Viborg og AGF, fik dog overraskende comeback for Viborg et års tid senere, men efter en kamp, forlod han igen klubben.
I sommeren 2009 rykkede han så til Hjørring, hvor han siden har spillet. I år er det dog kun blevet til en enkelt kamp som følge af en skade, og nu stopper han så igen karrieren.
- Jeg rev ledbåndet i højre knæ over i januar måned, og jeg kom ikke rigtig i gang igen i foråret. Jeg nåede kun at spille en kamp, og det var egentlig kun fordi, vi var pressede, siger Andersen til bold.dk.
- Jeg var med i det meste af opstarten til denne sæson, men var så til nogle undersøgelser der viste, at det ville være for risikabelt for mig at spille. Chancen for en ny alvorlig skade var simpelthen for stor, og sammenholdt med, at jeg har fået en fantastisk chance i det civile erhvervsliv gør, at det var en nem beslutning.
Selvom en skade på ny sætter en stopper for Andersens karriere, ser han med glæde tilbage på tiden i Hjørring.
- Det har været en fantastisk tid i Hjørring. Modsat de sidste tre-fire år af min tid i Viborg, så har det været positivt, hvad der er sket i Hjørring. Vi vandt 2. division suverænt i mit første år deroppe, og fik en god start i 1. division i sidste sæson, siger Andersen.
- Så selvom jeg slutter med det der minder om en skade, så gør jeg det med gode minder og positivt sind.
Jesper Andersen har til tider også fungeret som assistenttræner i Hjørring, men også den tjans lægges på hylden.
jesper@bold.dk


Vendsyssel FF
Betinia Liga































