Sidste sommer skiftede Mads Laudrup fodboldtilværelsen i Hobro ud med en lignende i FCHelsingør, og her har den 25-årige offensivspiller siden fået fint med spilletid.
Det har gjort ham så glad, at han nu har forlænget kontrakt med klubben fra 2. Division Øst. En kontrakt, der i første omgang stod til at udløbe til sommer, men som nu løber to år yderligere.
- Vi er meget tilfredse med Mads´s indsats for FC Helsingør, fortæller Sportschef Johnni Mosevang Christensen i en pressemeddelelse.
- Mads er teknisk dygtig, har et godt overblik og er, sin størrelse til trods, heller ikke bleg for at søge nærkampene. Udenfor banen er han en humørspreder og en god ambassadør for FC Helsingør. Mads er en spiller der går forrest og viser vejen, både spillemæssigt, verbalt og i omklædningsrummet, det er derfor helt naturligt at forlænge aftalen med ham, og jeg er glad for at vi kunne blive enige om en ny kontrakt, slutter sportschefen.
Mads Laudrup debuterede for FC Helsingør den 4.8.2013 og har til dato spillet 15 kampe og scoret 1 mål.


FC Helsingør
CampoBet 2. division






























