Den tidligere AC Horsens, Silkeborg-angriber Jimmy Mayasi tog tidligere på vinteren springet til Malta og Tarxien Rainbows efter et kort ophold i 1. divisionsklubben Skive. Angriberen var skeptisk på forhånd, men er faldet fint til og nyder sin genvundne selvtillid.
- Jeg havde valget mellem at lave en aftale for et halvt år eller for halvandet år. Men det var første gang, jeg skulle være så langt væk fra min familie og mine venner, så jeg ville gerne lige se om, det overhovedet var noget for mig først, så jeg valgte det halve år. Der var heller ingen grund til at være bundet herinde, hvis nu jeg floppede og slet ikke passede ind, siger Mayasi til bold.dk.
Han er dog kommet fint i gang, er blevet fast mand fra første fløjt og har bidraget med tre vigtige mål i kampen for at få Tarxien Rainbows væk fra bunden af den bedste række, så han udelukker ikke at blive længere end til sommer.
- Jeg er rigtigt glad for mit skifte. Jeg har scoret nogle mål og har fået selvtilliden tilbage. Min fornemmelse er, at klubben også er glade for mig, så vi har aftalt at snakke sammen i maj, når sæsonen er ved at være ovre.
- Jeg vil så selvfølgelig gerne have en længerevarende kontrakt igen, så der kan komme lidt ro på. De seneste transfervinduer har været lidt hektiske for mit vedkommende. Men det skal også være det rette sted for mig. Det kunne være her på Malta eller et andet sted. Jeg vil ikke have noget problem med at skulle hjem til Danmark, men førsteprioriteten er at blive i udlandet og får oplevelserne med. Jeg har fået blod på tanden af at prøve Malta, så jeg vil gerne opleve en anden kultur og en anden slags fodbold, siger Mayasi, der ikke lægger skjul på, at han har en forkærlighed for USA og den amerikanske kultur.
- Jeg drømmer om at spille i MLS. Hvis jeg helt selv skulle vælge mellem alle ligaer i verden, så valgte jeg en kontrakt i USA. Min agent tager sig af alle henvendelser, så måske dukker der noget op.
- Hvis ikke det kan blive USA, så kunne det da være sjovt at prøve Asien. En god kontrakt i Asien, ligesom Gilberto, siger den humørfyldte Mayasi.
mikael@bold.dk


Tarxien Rainbows
Premier League





























