Otte debutanter på ligalandshold
2005-12-20 14:39:41
Foto:

Otte debutanter på ligalandshold

Morten Olsen udtog i dag sit ligalandshold med otte debutanter – herunder SAS Ligaens topscorer Mads Junker og hans væbner Anders Due.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Kun halvdelen af de 12 SAS Liga-klubber må denne gang afgive spillere til ligalandsholdet, og de to topklubber FCK og Brøndby leverer hver fem mand til truppen.

Bemærkelsesværdigt er det, at SAS Ligaens nummer tre Viborg ikke har nogen spillere med – man må forvente en vis skuffelse over den kendsgerning hos spillere som Jacob Glerup, Christopher Poulsen og Thomas Frandsen – samt at FCMs tidligere ungdomslandsholdsspiller Dennis Sørensen ikke er fundet værd at teste.

12 af spillerne har allerede tidligere spillet for ligalandsholdet, Michael Gravgaard har ikke spillet ligalandshold men er noteret for fem A-landskampe, og otte mand er helt nye i rødt og hvidt på seniorniveau.

De otte debutanter er Brøndbys Casper Ankergren, OBs Chris Sørensen og Martin Borre, Esbjergs Jerry Lucena, AaBs Thomass Augustinussen samt FC Nordsjællands Mads Junker og Anders Due. Især kan det blive spændende, om Junker og Due på landsholdet kan fremvise deres fine samarbejde fra klubplan, hvor Due har lagt op til bunker af Junker-scoringer.

- Han (Due, red.) har udviklet sig enormt gennem det seneste års tid, og det bliver spændende at se ham sammen med sin klubkammerat Mads Juncker i international konkurrence, siger Morten Olsen.

Anders Due er truppens yngste spiller med sine 22 år – han er kun tre måneder for gammel til at kvalificere sig til U21-landsholdet – mens 32-årige Per Nielsen er den ældste. Per Nielsen deltager i sin sjette ligalandsholdstur.

Truppens største overraskelse er formentlig OBs Chris Sørensen. Til gengæld er Brøndbys Asbjørn Sennels ikke udtaget.
Martin Borre er i denne uge blevet opereret for brok, men OB-spilleren ventes klar til afrejse i slutningen af januar.

Ligalandsholdet skal som bekendt til Asien for at spille Carlsberg Cup i slutningen af januar og starten af februar. Desuden håber DBU at kunne nå at arrangere en venskabskamp i Thailand i perioden mellem 23. og 28. januar.

Ligalandsholdet:
Målmænd: Casper Ankergren (Brøndby), Jesper Christiansen (FC København)
Forsvar: Michael Gravgaard, Lars Jacobsen, Bo Svensson (alle FCK), Allan K. Jepsen (AaB), Per Nielsen (Brøndby), Chris Sørensen, Ulrich Vinzents (begge OB)
Midtbane: Thomas Augustinussen (AaB), Martin Borre (OB), Anders Due (FC Nordsjælland), Jan Kristiansen, Jerry Lucena (begge Esbjerg), Thomas Rasmussen, Martin Retov (begge Brøndby), Michael Silberbauer (FCK)
Angreb: Søren Berg (OB), Mads Junker (FCN), Morten Skoubo (Brøndby)

Annonce
Annonce
Annonce