1. Division -Thomas Lindrup stopper karrieren
2009-07-08 14:23:42
Foto: Benjamin Lybecker / bold.dk

Thomas Lindrup stopper karrieren

33-årige Thomas Lindrup har besluttet sig for at stoppe sin karriere. Han håber at kunne fortsætte i jobbet som formand for Spillerforeningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Thomas Lindrup debuterede sammen med Peter Madsen for Brøndby tilbage i april 1997 i en kamp mod Vejle. Venstrekantspilleren blev dengang anset som et af de mest spændende talenter i dansk fodbold, hvor han med sine fine driblinger og hurtige antrit gav flere modspillere søvnløse nætter efter deres besøg på Brøndby Stadion.

Lindrup mistede imidlertid sin plads på Brøndby-holdet, og i januar 2003 rykkede han så til OB, hvor han efter en fin start røg ud og ind af holdet i efteråret 2004. Derfor gik karrieren videre til AGF, men hverken i Smilets By eller i FC Nordsjælland, der blev næste arbejdsgiver, fik Lindrup nævneværdig succes.

I 2008 gik turen så til Hvidovre, inden Lindrup i foråret har tørnet ud som amatør for Frem, der har været i store økonomiske vanskeligheder. Nu ligger det så fast, at offensivspilleren, der har været plaget af en meniskskade det seneste år, har besluttet sig for at stoppe karrieren i en alder af 33 år.

- Jeg stopper helt og aldeles. Jeg synes ikke, jeg kunne komme helt op i omdrejninger igen, og så er der ingen grund til at fortsætte. Der har været al den polemik i Frem, og det har været en god anledning til at sige tak for denne gang, siger Thomas Lindrup til bold.dk.

Thomas Lindrup har haft mange gode oplevelser med fodbolden, men føler ikke, at han har fået det helt optimale ud af sit store talent.

- Nej, det gør jeg egentlig ikke. Jeg skulle have grebet chancen, de gange jeg fik den. Det har været lidt op og ned. Jeg havde en fantastisk tid i Brøndby og har vel næsten opnået alt, hvad man kan nå, inden for landets grænser. Jeg har spillet i Champions League, jeg har spillet pokalfinaler og vundet DM-titler.

- Der har været mange positive ting, men jeg kunne godt have tænkt mig at være kommet til udlandet, ligesom jeg også godt kunne have tænkt mig at have været på landsholdet. Men det var jeg ikke god nok til. Jeg var i konkurrence med spillere som Jesper Grønkjær, Martin Jørgensen og Dennis Rommedahl. De var nok lige en tand eller to bedre end mig, lyder det fra Lindrup.

Thomas Lindrup har siden 2006 været formand for Spillerforeningen, og selvom han nu stopper fodboldkarrieren, håber han at kunne fortsætte i det job.

- Jeg håber, jeg kan fortsætte. Det vil jeg i hvert fald meget gerne. Der har været masser at se til, og det har været spændende. Vi er der for at løse en masse ting, og det synes jeg, vi har gjort godt, slutter han.

Mens Thomas Lindrup ikke nåede at spille for A-landsholdet, blev det trods alt til to ungdomslandskampe.

houlind@bold.dk

Annonce
Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer
Annonce