Tarmo Rüütli er en sejrsvant herre.
Trænerens Levadia Tallinn-mandskab er på ualmindeligt sikker kurs imod mesterskabet i Estland med 16 points forspring ned til Trans Narva på andenpladsen i Meistriliigaen, og Levadia er godt på vej til en rekord med 13 sejre i træk - FC Norma Tallinns estiske rekord fra sæsonerne 92/93 og 93/94 lyder på 17 sejre i træk, mens Levadias egen rekord fra 90/91 er 16 sejre i træk.
Men Tarmo Rüütli prøvede at tabe i sidste uge - noget så læsterligt endda. Han var dog ikke ked af nederlaget efter kampen.
Den 52-årige træner, som selv er tidligere topspiller, holder nemlig formen ved lige i en mindre amatørklub ved navn FC Soccernet Tallinn.
Og da der i sidste uge blev spillet første runde i den estiske pokalturnering, havde skæbnen maget det således, at Rüütlis FC Soccernet blev matchet med netop Levadia Tallinn.
Levadia-træneren var selv med på holdet, da Soccernet fik en lektion på hele 24-0. Og det var vel at mærke, selvom Levadia tog let på opgaven og bl. a. lod begge sine målmænd Modestas Stonys og Artur Kotenko deltage i kampen - som markspillere. Landsholdsmålmand Kotenko viste sig som en skarp forward med fire af Levadias mål. Topscorer med blev dog Tarmo Kink med otte træffere, bl. a. et hattrick scoret på blot tre minutter.


Meistriliiga




























