AaB har netop udlejet angrebsreserven Nicklas Helenius til tyske Paderborn. Et klart signal om, at topscorer Lukas Spalvis, der ellers har været brændvarm i januar, bliver i klubben sæsonen ud.
- Det har hele tiden været planen at sælge ham til sommer, og det er også det, vi har meldt ud, siger sportsdirektør Allan Gaarde, der dog har afventet Spalvis-situationen inden der blev trykket på ‘go’-knappen i forbindelse med Helenius’ udleje.
- Vi har været nødt til lige at tage vores forholdsregler, hvis der dukkede noget op, vi ikke havde regnet med. Men af respekt for Helenius ville vi jo heller ikke holde det så længe, at det ikke var nogen mulighed for ham at blive udlejet.
Med udlejningen af Helenius ser transfervinduet ud til at lukke i AaB, der altså formår at holde på den skarpe angrebsduo med Spalvis og Thomas Enevoldsen, ligesom kanten Nicolaj Thomsen stadig er at finde på Hornevej i Aalborg.
- Det er et enormt vigtigt signal, at vi har fastholdt truppen. Vi har fastholdt rigtig mange spillere, som egentlig var varme på transfermarkedet. Det er klart en succes, at Thomsen, Spalvis og Enevoldsen spiller her i foråret, siger Gaarde til bold.dk.
- Det afspejler også vores sportslige ambitioner, synes jeg. Og det afspejler, at vi er blevet herre i eget hus, fordi vi har fået en mere solid økonomi.
Selvom AaB nu har råd til at sige nej til bud, tager man stadig spillernes ønsker med i betragtningen.
- Vi gør det stadig i respekt for spillerne, hvis der kommer noget meget interessant, for så skal de også have muligheden. Men det er væsentligt at sende et signal om, at vi har nogle sportslige ambitioner, som vi forfølger, siger Gaarde.
- Og i og med at vi ikke er gået ud og hentet andre spillere sender vi også et signal om, at vi virkelig tror på truppen. For truppen er jo antalsmæssigt blevet smallere, men det var også en del af planen inden transfervinduet.
Gaarde fortæller videre, at man er færdige med at købe ind, mens man på afgangssiden skal have en snak med unge Viktor Ahlmann om et muligt lejemål.
jesper@bold.dk


AaB
3F Superliga































