I sommer var Mike Jensen i spil som ny central midtbanespiller i AaB, som forhørte sig hos den daværende APOEL-spiller.
Denne vinter er 32-årige Mike Jensen transferfri, efter han fik ophævet sin kontrakt hos cyprioterne i december, men det bliver næppe AaB, der kommer til at jagte Mike Jensen i dette transfervindue.
I sommerens vindue hentede AaB nemlig svenske Oskar Hiljemark som otter, mens Pedro Ferreira kom til som sekser, og derfor er AaB godt dækket ind på den centrale midtbane, siger sportschef Inge Andre Olsen til bold.dk.
- Dengang skulle vi have en sekser og en otter ind, og vi havde flere navne i spil i sommer. Mike var et af navnene, men det blev sådan, at vi hentede Hiljemark, så som udgangspunkt er vi ikke ude efter noget på den position i dette transfervindue, siger Inge Andre Olsen.
Han har dog for nylig berettet til Nordjyske, at store klubber har noteret sig portugisiske Pedro Ferreira, der altså gør sig i en mere tilbagetrukket rolle på midtbanen.
Men planen er, at Ferreira bliver i transfervinduet, så den vej rundt, bliver der heller ikke plads til Mike Jensen, der også kan dække de mere defensive tjanser på midtbanen.
- Først og fremmest vil vi beholde Ferreira. Det er for tidligt at sende ham afsted. Men det vil altid være sådan i en fodboldklub, at vi ikke kan holde ham tilbage, hvis pengene bliver store nok, og han gerne vil videre. Men vores udgangspunkt er, at han skal blive og fortsætte sin udvikling her, siger Inge Andre Olsen og tilføjer:
- Men vi ved jo, der er store klubber, der har lagt mærke til ham, og skulle der komme noget, der er stort nok, må vi sætte os ned at vurdere det. Men udgangspunktet er, at han skal blive.
23-årige Ferreira har i sæsonens løb spillet 13 kampe efter sit skifte i sommer.
Okore- og Rinne-salg tager længere tid end ventet
AaB arbejder dog på at sælge nogle spillere i januar, og det drejer sig blandt andet om forsvarer Jores Okore og målmand Jacob Rinne.
Det arbejde går en anelse langsommere end ventet, fortæller AaB-sportschefen, som dog mærker fremgang.
- Det går jo fremad, men det er ikke sådan, at vi har noget at underskrive de kommende dage, men vi arbejder med det og så er det sådan, at det kan gå rigtig hurtigt pludseligt, siger han og tilføjer:
- Det har taget noget tid, og vi har oplevet lidt, at transfervinduet er særligt specielt og klubberne bruger mere tid, end man normalt ville gøre.
AaB har i transfervinduet solgt Kasper Pedersen til 1. divisionsklubben Esbjerg, mens Oliver Klitten er vendt tilbage fra lejeaftale og Daniel Granli er købt permanent fra AIK efter at have været på leje i efteråret.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AaB
3F Superliga



































