


Aarhus Fremad har kurs mod NordicBet Ligaen.
Aarhus-mandskabet topper 2. division, og søndag kom der endnu en sejr på kontoen, da man var taget et smut til det sjællandske for at møde Næstved Boldklub.
Her formåede Aarhus Fremad at tage en 3-0-sejr med sig hjem i spillerbussen, hvor Magnus Kirchheiner, Anders Holvad og Elias Egerton kom på tavlen.
Dermed har Aarhus Fremad nu 57 point, som er otte flere end Fremad Amager uden for oprykningspladserne.
Det kan dog ændre sig i løbet af søndagen, når Fremad Amager tørner sammen med Middelfart, som er på andenpladsen i 2. division.
Aarhus Fremad har fire kampe tilbage af sæsonen, og dermed er der 12 point at spille om i jagten på oprykning til landets næstbedste række.
FC Helsingør kæmper for livet
Nede i den anden halvdel af 2. division er der også meget på spil.
FC Helsingør er placeret under nedrykningsstregen, men søndag blev det til tre livsvigtige point, da man slog konkurrenterne fra Thisted FC med 2-1.
Helsingør-mandskabet har dermed 32 point, som er et færre end netop Thisted FC over nedrykningsstregen.


Næstved Boldklub
FC Helsingør
Aarhus Fremad
Thisted FC
CampoBet 2. division



































